Dansk Byggeri har undersøgt, hvor godt de fynske kommuner tager sig betalt, når de skal udarbejde byggetilladelser. Og på den baggrund konkluderer Dansk Byggeri nu, at der er alt for store forskelle på priserne for byggetilladelser på Fyn. Det skriver P4 Fyn.
- Det er meget mærkeligt. Det er klart, at der måske skal flere undersøgelser til i de større byer, men vi forstår ikke, hvorfor forskellen er så stor i de kommuner, der på mange måder ligner hinanden, siger Steen Høygaard, der er konsulent for Dansk Byggeri på Fyn, til P4 Fyn.
Mens byggetilladelserne i flere fynske kommuner er bemærkelsesværdigt høje, har Nordfyns Kommune bevidst sænket sine priser på byggetilladelser. Og det gør ifølge Dansk Byggeri kommunen til en forgangskommune.
I Nordfyns Kommune ser man det således som en slags investering, at man har mere end halveret sine priser. For selvom det betyder et økonomisk tab på omkring en halv million kroner, mener man pengene er godt givet ud i forhold til at få flere virksomheder og borgere til at flytte til Kommunen. Det skriver P4 Fyn.