23948sdkhjf

Byggeriets omsætning falder efter et turbulent 2013

Det endelige facit for 2013 viser, at nedturen stadig har et solidt tag i det danske marked.
Bygge- og anlægsbranchens omsætning i 2013 endte på cirka 189 mia. kr., og det er 8,6 mia. kr. lavere end i 2012. Faldet svarer ifølge Dansk Byggeri til en markant nedgang på 4,3 procent i forhold til et 2012, der i forvejen betragtes meget sløjt år for den danske byggebranche.

- 2013 blev et turbulent år i bygge- og anlægsbranchen. Først var det populære håndværkerfradrag ude, men kom så ind igen med forårets vækstpakke. Henover sommeren var der stigende formkurve. Så kom konkurserne i Pihl & Søn med flere, der satte flere arbejder i stå. Senest har stormene og oversvømmelserne i fjerde kvartal fyldt godt i ordrebøgerne, men altså ikke nok til at kunne ændre ved et facit, der ligger markant under det i forvejen temmelig sløje 2012, siger cheføkonom hos Dansk Byggeri, Bo Sandberg.

Det nedslående overblik over byggeriets omsætning kommer oven på, at Dansk Byggeris egen konjunkturanalyse konkluderer, at den tiltrængte fremgang næppe vil komme i hverken 2014 eller 2015, som der ellers var tegn til tidligere på året.

Sløjt hjemmemarked
Dansk byggeri vurderer, at årsagen til den bedrøvelige udvikling især skal findes på det danske hjemmemarked, hvor privatforbruget er notorisk ringe og nybyggeriet er rekordlavt.

- Med de nye omsætningstal fra Danmarks Statistik, kan vi sort på hvidt se, at dansk økonomi i øjeblikket er todelt. På den ene side har vi en eksportsektor, der klarer sig godt og sætter rekord på rekord i samhandlen med udlandet. På den anden side har vi et hjemmemarked, hvor stemningsskiftet endnu ikke er slået igennem, og hvor man lider under det notorisk lave privatforbrug, som er et resultat af ændret forbrugs- og opsparingsadfærd under krisen, forklarer Bo Sandberg.

Den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at den samlede indenlandske omsætning i erhvervslivet i 2013 faldt med 22,4 mia. kr. i forhold til 2012 – svarende til en procentvis nedgang på 0,9 procent. For bygge- og anlægsbranchen viser tallene, at omsætningen faldt med 6,5 procent fra tredje til fjerde kvartal af 2013.

Facit efter stormskader endnu ikke gjort op
Andet halvår af 2013 bød på to storme, der har bidraget væsentligt til at holde byggeaktiviteten oppe, men det har altså ikke været tilstrækkeligt til at løfte 2013 over det lave 2012-niveau. En delaf Bodil-effekten er dog ikke medtaget i den seneste statistik.

Dansk Byggerforventer, at udbedringen af skader efter decemberstormen Bodil vil løbe op i et væsentligt højere beløb end oktober-stormen Allan. Det skyldes de omfattende oversvømmelsesskader, der fulgte i kølvandet på Bodil. Men facit er endnu ikke gjort op, og derfor indgår omsætningen heller ikke i statistikken.

- For at bygge- og reparationsarbejder kan indgå i omsætningsstatistikken, kræves det, at de er færdiggjort og faktureret – og det var der stadig mange af vandskaderne, der endnu ikke var blevet i december. Derfor skal vi også have tal med fra en del af 1. kvartal 2014 og fra de forskellige forsikringsselskaber for at have et bedre overblik over omfanget af udbedring af stormskader, siger Bo Sandberg.

Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093