De samlede omkostninger ved nybyggeri af boliger er steget med 0,3 procent fra fjerde kvartal 2013 til første kvartal 2014. Det viser tal fra byggeomkostningsindekset, som Danmarks Statistik udarbejder.
Det er primært stigende materialeomkostninger, der ligger til grund for den samlede stigning i første kvartal. Ifølge opgørelsen steg materialeomkostningerne ved nybyggeri med 0,5 procent, mens arbejdsomkostningerne var uændrede.
Over tid er tendensen dog en anden. Siden 2008 har materialeomkostningerne ligget under arbejdsomkostningerne, og som grafen nederst viser, har det været med til at holde en moderat udvikling i omkostningerne ved boligbyggeri.
Det understreges ved, at arbejdsomkostningerne årligt er steget med 3,5 procent, mens materialeomkostningerne er steget med 1,2 procent.
Stigende omkostninger for enfamiliehuse og etageboligerOpgørelsen viser også, at omkostningerne er steget for både enfamiliehuse og etageboliger. For enfamiliehuse steg byggeomkostningsindekset med 0,3 procent, mens de samlede omkostninger i etagebyggeriet steg lidt mere med 0,5 procent. Begge steder er det materialeomkostningerne, der trækker læsset i den kvartalvise udvikling.
I første kvartal af 2014 er de samlede omkostninger for nybyggeri af boliger steget med 1,9 procent i forhold til samme kvartal sidste år.
![]() Kilde: Danmarks Statistik  | 
                

