23948sdkhjf

Danske arkitekter spinder guld i udlandet

Flere af landets største tegnestuer henter nu det meste af omsætningen uden for landets grænser
Rekordoverskud og stigende omsætning i udlandet.

Sådan har fællesbetegnelsen lydt for både 3XN A/S og Henning Larsen Architects A/S, som inden for de sidste to ugers tid har offentliggjort tegnestuernes nye årsrapporter.

For 3XN gælder det, at 80 procent af sidste regnskabsårs omsætning på 92 mio. kr. blev hentet uden for landets grænser.

”Vi oplever, at der i udlandet er stor efterspørgsel på vores arkitektur, der har en humanistisk tilgang. Når vi har et projekt i udlandet, arbejder vi altid sammen med en lokal arkitekt, som sikrer at vores arbejde sker i overensstemmelse med de lokale normer og krav, men det er 3XN som styrer hele designprocessen”, udtaler Kim Herforth Nielsen, grundlægger og kreativ direktør hos 3XN, om årsag og proces.

En del af det lokale

Henning Larsen Architects har indrettet sig med en række datterselskaber i udlandet, hvilket i det seneste regnskab har bevirket, at 66 procent af den samlede omsætning på 320 mio. kr. blev hentet i andre lande end Danmark.

”Vi imødekommer den globale efterspørgsel ved at være til stede lokalt på de vigtigste markeder. Vi har datterselskaber i seks lande, og de bidrager alle til årets gode resultat. Ved at være til stede opbygger vi stærke relationer til kunder og samarbejdspartnere, og det er vigtigt for os, at projekterne bliver del af den lokale kontekst og viden”, siger adm. direktør Mette Kynne Frandsen fra Henning Larsen.

De to tegnestuers høje eksportandel er intet særsyn. Tal fra DI Analyse viser, at mens arkitekternes indenlandske omsætning i gennemsnit er steget med 1 procent i perioden fra 2005 til 2014, så er eksporten i samme periode steget med 4,2 procent årligt.

Kun en fordel

Og der er stadig plads til flere hjemlige kollegaer på verdensmarkedet, tilføjer adm. direktør hos 3XN, Morten Stahlschmidt:

”Vi oplever ikke øget konkurrence uden for landets grænser fra de andre danske tegnestuer, og så længe vi ikke alle sammen bliver slået i hartkorn som gruppen af ”danske arkitekter”, så er det kun til vores fordel, at dansk arkitektur i det hele taget klarer sig godt”.

Henning Larsen Architects har netop vundet hæder som Årets Arkitektvirksomhed ved Construction Week Design and & Build Awards i Riyadh, Saudi-Arabien, ligesom tegnestuen har oprustet ved at indlemme arkitekt Viggo Haremst i partnerkredsen med plads på kontoret i München fra årsskiftet.

”Vi vil også i de kommende år styrke vores tilstedeværelse internationalt, udvikle relationerne til vores internationale partnere yderligere og dermed styrke adgangen til nye opgaver”, siger direktør Mette Kynne Frandsen og udpeger det centrale Europa og USA som særlige mål for vækst i den nærmeste fremtid.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126