Grønt tag åbner for nye oplevelser på Moesgaard Museum.
Det nye Moesgaard Museums 9000 kvadratmeter store græsklædte tagflade er både en fremtidssikret løsning til lokal afledning af regnvand (LAR) og samtidig kilde til fremtidige udendørsoplevelser for museets gæster.
Bag tagløsningen står Byggros, som specialtilpassede deres semi-intensive grønne tag DIADEM 350 til projektet.
Moesgaard Ny Museum, som er tegnet af Henning Larsen Architects og ligger i Skåde Bakker syd for Aarhus, er kendetegnet ved sin 9000 kvadratmeter store græsklædte tagflade, som får bygning og omgivelser til at smelte sammen i en helhed. Jan Skamby Madsen, der er direktør på Moesgaard Museum, udtaler:
- Det var en stor oplevelse for os alle på Moesgaard Museum, da taget på den nye udstillingsbygning begyndte at grønnes sidst på året 2013. Den store bygningskrop faldt på plads i det gamle herregårdslandskab og føjer sig naturligt ind som en bakke blandt bakkerne. Når museet åbnes i oktober 2014, vil der være fri adgang til området døgnet rundt, og vi glæder os meget til at opleve, hvordan taget vil blive taget i brug af publikum.
Højt ambitionsniveau krævede gennemtænkte løsninger
Bygningens særlige karakter stillede høje krav til tagkonstruktionen, og derfor leverede Byggros, som står bag tagløsningen, en projekttilpasset udgave af deres semi-intensive grønne tag DIADEM 350 til byggeriet.
- Noget af det unikke ved dette projekt er, at det grønne tag er tænkt ind fra starten som en væsentlig del af bygningens udtryk og funktion. Ambitionsniveauet har været meget højt, og der er blevet tænkt meget over, hvad der skulle laves, og hvordan vi skulle lave det. Bl.a. krævede taghældningen, at vi byggede taget op med en rodhæmmende tagpap i stedet for den rodspærrefolie, som oprindelig var beskrevet i projektet, for at undgå, at opbygningen gled ned, fortæller Anja Pelle, der er projektleder hos Byggros.
Optimale vækst- og udfoldelsesbetingelser
Tagfladen er desuden blevet tilsået med den samme enggræsblanding, som vokser i landskabet umiddelbart omkring bygningen. Hensigten er at få bygningen til at fremstå som en del af landskabet, og derfor skulle der laves optimale vækstbetingelser på taget.
- Vi har etableret et gennemgående drænlag, der effektivt sikrer håndtering af regnvand under opbygningen, og sammen med specialsubstrat sikres derved de optimale vækstbetingelser for enggræsset. Vi har desuden valgt at anvende drænplader i HPS (genbrugspolystyren) frem for de flamingoplader, som oprindelig var beskrevet i projektet, for at sikre, at taget bliver effektivt afvandet også i fremtiden. Resultatet er et grønt tag, som både holder til at blive brugt f.eks. til koncerter og samtidig forbliver levedygtigt mange år frem, afslutter Anja Pelle.