De første 16 år med Enghave brygge (Del 3 af 3)
JUUL FROST arkitekter er hovedrådgiver på Enghave Brygge Syd – et område de har arbejdet i for By og Havn gennem 16 år. Dette er tredje og sidste del at interviewet med Line Stybe Vestergaard og Ulla Francati.
JUUL FROST Arkitekter har arbejdet med Enghave Brygge siden 2007. Aktuelt har tegnestuen været ansvarlige for lokalplantillægget i forbindelse med den nye metrolinje- og plads, herunder konsekvenser for bebyggelsesplanen, trafik og designet af en den ny metroplads. I midten af januar blev hovedentreprenøren Munck offentliggjort for anlægsprojektet, og hele Enghave Brygge Syd projektet bliver sammen med den nye metrostation indviet i løbet af 2024.
Vi har talt med Line Stybe Vestergaard, Landskabsarkitekt MAA MDL og partner samt projekteringsleder og designansvarlig for Enghave Brygge Syd, og Ulla Francati, landskabsarkitekt cand.hort.arch MDL og senior-landskabsarkitekt. Dette er tredje og sidste del af interviewet, du kan læse i dets helhed her →
Læring fra Enghave Brygge
Der er meget læring i at (gen)overveje tilgangen, når en tegnestue arbejder på samme projekt gennem en lang årrække. “Hvis vi fra starten vidste, at vi skulle bruge tegningerne og 3D-modellen i så mange år, havde vi fra endnu mere strukturerede fra starten. Med de nye muligheder i opdateringen af Archicad 26 for f.eks. at lægge lag i mapper, ville måske have gjort det meningsfuldt at have 2D og 3D i samme model,” reflekterer Line Stybe Vestergaard.
Kompleksiteten i det store projekt, betyder også, at alle som arbejder på projektet skal kende strukturen og spillereglerne. “Vi har lavet en projekt-manual, som gør det nemt for nye medarbejdere og folk på projektet at hoppe ind og ud af modellen. Der er sat regler op, som minimerer risikoen for, at nogen sletter noget forkert. Det bedste af det hele er, at vi alle tegner samtidig på samme server – og på en række af vores andre projekter tegner vi både landskab og bygninger i en fil. Når vi hele tiden kan se hinandens arbejde, så snakker vi meget mere sammen,” fortæller Ulla Francati og kigger på Line Stybe Vestergaard, som deler entusiasmen: “Det er fedt at sidde fem kolleger i samme fil på samme tid. Det giver en god team-ånd omkring projektet, når vi alle hele tiden kan følge med i hvad vi hver især laver.”
LÆS OGSÅ Gratis webinar: Sådan laver du LCA-beregninger
"Alle vores projekter starter med landskabet. Derfor er den absolut største fordel for os, at alle vi arbejder med BIM i samme software. Det sikrer den helhedsorienterede tilgang, der er tegnestuens DNA. Selv om vi har forskellige kompetencer på tegnestuen, udvisker brugen af den samme software de grænser og understøtter vores helhedsorienterede tilgang til vores projekter,” fortæller Line Stybe Vestergaard entusiastisk.
Ulla Francati har arbejdet på forskellige tegnestuer og kan derfor også identificere udfordringerne ved at skifte arbejdsmetode og de efterfølgende fordele. “Det kan være svært at forstille sig, hvad det kræver af en tegnestue at skifte software-platform fra CAD til BIM og fra 2D til 3D. Men gevinsten er klar, da der er så mange smarte ting i Archicad. Det er lettere at printe, dele, arbejde sammen og man kan næsten lave alt i ét program. Fordelen ved Archicad er ikke Archicad i sig selv, men netop mulighederne for at have alt ét sted, hvilket positivt styrker samarbejdet på tegnestuen.”
Måske ligger noget af hemmeligheden bag et succesfuldt projekt netop i denne entusiasme. Arbejdsglæden kan omsættes til bedre løsninger, som f.eks. når projekt-teamet føler, at arbejdsmetoden giver mening, og teknikken hjælper dem til at udføre deres arbejde hurtigere og bedre. “Det er sjovt at se hvor flot grafisk, vi kan få tegningerne til at blive. Vi benytter ikke Photoshop og Illustrator ligeså aktivt til planillustrationer mere, da Archicad kommer meget tæt på det grafiske udtryk, vi ønsker,” fortæller Line, “Også bare det, at vi på skærmen ser grafikken som den bliver printet med de rigtige stregtykkelser, gradienter og farvetoner, som man kender det fra Illustrator. Splines fungerer også rigtig godt med de bløde kurver, som vi har brug for i landskabet.”
Arbejdet med Enghave Brygge er på ingen måde færdigt. Line og Ulla skal til at levere data til den nye entreprenør, og sidder med færdigprojekteringen af Enghave Brygge metroplads. “Det er en fantastisk opgave som landskabsarkitekt at få lov til at arbejde på så stort et projekt i så mange år,” fortæller Line, og der er ingen tvivl om, at både Line og Ulla glæder sig til at kunne stå ud af Metroen på Enghave Brygge station om kun lidt mere end et år. Det bliver højst sandsynligt en surrealistisk oplevelse at se det færdige projekt, de kender så godt fra 2D-tegninger og 3D-modeller, for første gang.
Illustrationer: JUUL FROST Arkitekter. / Foto: GRAPHISOFT Center Danmark