23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Kunstig intelligens skal være laboratoriespecialisternes højre hånd

Teknologisk Institut tager store skridt mod fuld integrering af kunstig intelligens ved sporing af skimmelsvampe. Skimmelsvampespecialist, Ulf Thrane, står klar til at tage imod den nye hverdag med åbne arme.

FungAI er mere end bare et sjovt spil på ord, der sammenfatter det engelske udtryk for svampe ’fungi’ og betegnelsen for kunstig intelligens ’AI’. Det er en af flere nyskabende teknologier, som Teknologisk Institut arbejder på at integrere i fremtiden med målet om at automatisere visse processer inden for laboratoriedrift ved hjælp af kunstig intelligens.

En kærkommen udvikling, hvis man spørger skimmelsvampespecialist Ulf Thrane, der trods sine mere end 35 i felten ikke frygter AI ‘ens potentiale.

-  AI er ikke en trussel, men en gevinst. Og alt den viden, som jeg har opsamlet gennem mere end 35 år, er ikke spildt. Tværtimod kan et værktøj som FungAI i endnu højere grad skabe ny værdi ud af den viden, som jeg har tilegnet mig over mange år. Den har potentiale til at gøre en stor forskel i vores arbejde, siger han.

Fødderne solidt plantet i laboratoriegulvet

I en tid, hvor implementeringen af AI i virksomheder debatteres vidt og bredt, er man på svampelaboratoriet hos Teknologisk institut mere rolige. Her ser man det ikke som et spørgsmål om at erstatte indsatsen fra specialister som Ulf Thrane selv, men derimod som et redskab til at styrke og fremme arbejdsprocesserne i laboratoriet.

- Anvendelse af AI er ikke med henblik på, at jeg bare kan sidde med fødderne i vindueskarmen og læne mig tilbage. Det er et værktøj, der vil gøre arbejdet mere effektivt, men ikke overtage det, siger han og understreger, at der fortsat vil være brug for dygtige medarbejdere i håndteringen af FungAI.

Et skridt ad gangen

- Processen med at udvikle AI’ en stopper aldrig. Ligesom mennesker så bliver AI‘en også klogere, hver gang den får ny data ind, siger Ulf Thrane.

Arbejdet med at udvikle FungAI har været undervejs i nogle år, men fremskridtene er ikke til at tage fejl af, fortæller han.

- I dag arbejdes der ikke længere med såkaldte globale ’forudsiglighedsprocenter’. På baggrund af indsendte tapeaftryk udpeger FungAI nu de steder, hvor den mener, at der er spor af skimmelsvamp. Så på den måde er vi kommet et godt stykke vej, fortæller han.

Selvom der bliver gjort fremskridt, så er arbejdet langt fra overstået. Næste skridt er at træne FungAI til at spore skimmelsvamp i gråzonerne.

-  At få den trænet så den kan be- eller afkræfte spor af svamp de steder, hvor det er svært for det menneskelige øje at vurdere. Det er der, arbejdet ligger for os nu.” siger han. 

Enormt potentiale

Spørger man Ulf Thrane, så er der et enormt potentiale i FungAI. Når den er udviklet, så kan den samme metode tilpasses og trænes til at påvise asbestfibre eller identificere fx trænedbrydende svampe, som Ægte hussvamp og tømmersvampe. 

- Ægte hussvamp og tømmersvampe vil muligvis også i fremtiden, kunne blive genkendt gennem den her type af AI. Særligt gennem strukturgenkendelse, fortæller han.

Ifølge Ulf Thrane så kan det være svært skaffe nye kollegaer, som har et traditionelt organismekendskab til forskelligheden i diverse svampearter.

- På samme måde, som man kan identificere svampearter, der vokser på skovbunden med en app på mobilen, vil det være en fordel, når FungAI i fremtiden kan assistere med at identificere skimmelsvampe. Der bliver ikke længere uddannet så mange med et klassisk organismekendskab til diversiteten i forskellige svampe” siger Ulf Thrane og tilføjer, at det derfor er en fordel, at han med sin viden kan være med til at træne FungAI op, så den besidder netop denne kompetence. 

Det er ikke kun en fordel for Teknologisk Institut, når man i fremtiden vil spore skimmelsvamp på forskellige byggematerialer med brug af teknologien, FungAI. Det er noget, der har potentiale til at skabe stor værdi ude i industrien, hvor b.la. bygningsundersøgere kan se frem til kortere behandlingstider på prøver, der indsendes til Instituttet, og en mere objektiv samt ensartet vurdering af tapeaftrykkene - og så vil de data der fremover indsamles ved aflæsning af tapeaftrykkene automatisk blive gemt og forbedre FungAI, så dataene bruges til mere end blot den enkelte inspektion. 

Fast-track analyser, som går udenom specialisterne og web-baseret service gennem indsendelse af billeder taget fra mobilen er nogle af de ting, som fremtiden også vil byde på, hvad angår integreringen af FungAI i sporing af skimmelsvamp.

Teknologisk Institut - Byggeri og Anlæg
Gregersensvej 4
2630 Taastrup
Høje-Taastrup Kommune
Danmark
CVR nummer: DK56976116
P nummer: 1003119709

Kontaktperson

CVL
Christine Vodsgaard Larsen
Faglig leder
+45 72 20 21 49 chla@teknologisk.dk

Send til en kollega

0.078