57 meter op i luften på Rosenborg: Renta løfter spirene på plads igen
Der var hverken plads til fejl eller højdeskræk, da vindfløjene på Rosenborg Slot skulle tages ned og genmonteres for første gang i 40 år. Renta A/S stod for leveringen af den nødvendige lastbillift – og koordineringen af hele løfteoperationen.
Renta har en rammekontrakt med Slots- og Kulturstyrelsen, og det var på den baggrund, de blev involveret i den spektakulære opgave. Spirene, også kaldet vindfløje, er de karakteristiske tårnspidser på det historiske slot midt i København. De blev taget ned i februar og sat op igen i april efter gennemgribende vedligehold.
– Omfanget af opgaven var faktisk lidt en joker. Det er 40 år siden, spirene sidst var nede, så ingen kendte det præcise omfang, fortæller salgskonsulent Max fra Renta.
Valget faldt på Rentas største lift
Til opgaven leverede Renta deres største lastbillift – en 57 meter lift med fører – der kunne klare den nødvendige rækkevidde og højde. Det var dog ikke kun højden, der var afgørende.
– Det giver en helt anden tryghed for kunden, at liften lejes med fører. Vores chauffør kender maskinen ud og ind og kan manøvrere præcist – også 50 meter oppe over et slot, forklarer Max.
Samtidig var der særlige hensyn at tage til både grønne arealer, besøgende turister og – ikke mindst – spirenes skrøbelighed.
– Der blev arbejdet med ekstrem forsigtighed. Og da opsætningen faldt sammen med åbningstiden, måtte vi lave ekstra afspærring og sikre, at gæsterne ikke kom for tæt på området.
Koordinering mellem lift, kran og kulturarv
Udover liften blev der også brugt kran til selve løftet af spirene. Renta havde ansvaret for at koordinere opgaven i tæt samarbejde med kunden og kranleverandøren.
– Vi havde en god og løbende dialog hele vejen rundt. Når der er mange aktører og snævre tidsrammer, er det vigtigt, at alle er på samme side – og det lykkedes rigtig godt, fortæller Max.
Stærkt samarbejde og god stemning
Ifølge Max var samarbejdet med både Slots- og Kulturstyrelsen og de involverede håndværkere præget af god kommunikation og gensidig respekt.
– Det var faktisk overraskende godt. Der var en god tone hele vejen igennem – og det er altid fedt at være med til noget, der får opmærksomhed. Lidt ligesom da vi hjalp ved Børsen efter branden.
Et løft til historien – og til samarbejdet
For Renta var opgaven ikke kun en teknisk bedrift – men også et bevis på, at godt samarbejde, erfaring og det rigtige materiel kan løse selv de mest komplekse opgaver på Danmarks mest ikoniske bygninger.
– Det hele blev udført til perfektion. En af de opgaver, man er stolt af at have været med til, slutter Max.