23948sdkhjf
Del siden
Annonce

2018 rekordår for produktionsudfordringer

2018 er godt på vej til at gå over i historien som et år, hvor rekordmange virksomheder i byggebranchen oplever produktionsudfordringer.

I løbet af 2018 har kun cirka halvdelen af byggevirksomhederne svaret, at de er fri for produktionsbegrænsninger, og det er det laveste niveau nogensinde registreret. Det viser en gennemgang af byggebranchens produktionsbegrænsende forhold udført af byggematerialeleverandøren Cembrit.

Alt afhængig af de økonomiske konjunkturer har danske byggevirksomheder historisk set været udfordret af skiftevis mangel på efterspørgsel eller mangel på arbejdskraft, ligesom vejrliget i perioder også er en betydelig produktionsbegrænsende faktor. Omfanget af produktionsbegrænsende faktorer i byggebranchen ligger lige nu på et rekordhøjt niveau, og 2018 er godt på vej til at blive det år, hvor færrest virksomheder i byggebranchen oplever at være fri af produktionsbegrænsninger. I løbet af årets første 7 måneder henviste bare 51,9 procent af byggevirksomhederne til, at de ikke oplevede produktionsbegrænsninger, og det er det laveste niveau registreret.

På førstepladsen over årsager til produktionsbegrænsninger ligger i 2018 foreløbig ”mangel på arbejdskraft”, mens ”mangel på efterspørgsel” og ”dårligt vejr” indtager henholdsvis anden og tredjepladsen.

Det viser en gennemgang af data fra Danmarks Statistisk, som siden 2005 har undersøgt de største produktionsbegrænsende faktorer i byggebranchen. Bag gennemgangen står Cembrit, der er landets største leverandør af fibercement til tag og facade, og her vurderer administrerende direktør i Cembrit A/S Morten Rosager Andersen, at et højt aktivitetsniveau vil fortsætte med at udfordre produktionen:

- Vi oplever en massiv efterspørgsel på det danske marked uden udsigt til opbremsning, så vi forventer, at udfordringerne med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft vil være et tema et godt stykke tid endnu, siger Morten Rosager Andersen og tilføjer:

- Som leverandør til byggebranchen er vi naturligvis meget opmærksomme på, hvilke konkurrenceparametre der sætter dagsordenen, og når arbejdskraft bliver en mangelvare, er det alt andet lige en større fordel for parterne i et byggeri at vælge de produkter, som kræver mindst mulig indsats og tidsforbrug at montere.

Urbanisering og kæmpe-byggerier skaber uens efterspørgsel
Morten Rosager Andersen peger også på, at selv om 2018 aktuelt ser ud til at kunne blive et år med et rekordstort omfang af produktionsbegrænsende faktorer, så er der stor forskel på, hvordan efterspørgslen fordeler sig rundt omkring i landet.

- I tidligere opsvingsperioder har eksempelvis parcelhusbyggeriet tegnet sig for en stor del af aktiviteten, men denne gang koncentrerer efterspørgslen sig i landets største byer samt kæmpe-byggerier som de nye supersygehuse. Derfor kan der være stor forskel på, hvordan de aktuelle produktionsbegrænsninger opleves. Ikke desto mindre har vi svært ved at forestille os andet, end at det høje aktivitetsniveau inden for al overskuelig fremtid vil fortsætte med at presse kapaciteten i byggebranchen, fortæller Morten Rosager Andersen.

Aktivitetsniveau overgår tiden op til finanskrisen
I 2005 og årene fremover var manglen på arbejdskraft den altoverskyggende årsag til produktionsbegrænsninger, men den plads blev fra 2008 overtaget af manglen på efterspørgsel, og det billede ændrede sig først i løbet af 2016. Siden sommeren 2016 har op imod hver tredje adspurgte virksomhed i branchen svaret, at produktionen er hæmmet af mangel på arbejdskraft. De gode konjunkturer mærkes også hos Cembrit i Danmark, som lige nu mærker det højeste aktivitetsniveau nogensinde.

- Lige nu er der både godt gang i renoveringsmarkedet og markedet for nybyggeri, og det er årsagen til, at vi i Cembrit i Danmark nu kan mønstre et aktivitetsniveau, der overgår årene før finanskrisen, lyder det afsluttende fra Morten Rosager Andersen.

Swisspearl Danmark A/S
Gasværksvej 24, 1. sal
9000 Aalborg
9000 Aalborg
Aalborg Kommune
Danmark
CVR nummer: DK58711713
P nummer: 1002086335

Kontaktperson

Anette Brunsgaard Tymm
Marketingchef
+45 99372222 anette.tymm@swisspearl.net

Send til en kollega

0.063