23948sdkhjf

DS Flexhal skal bygge fællesmagasin til sikring af kulturarv

| Medlemsnyhed | Indrykket af DS Flexhal

Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet sig for, hvem der skal stå for opgaven med at bygge et stort fællesmagasin i Frederikssunds Kommune i Nordsjælland. Valget er faldet på totalentreprenørvirksomheden DS Flexhal.

I det første halvår af 2018 har Slots- og Kulturstyrelsen gennemført udbud af totalentreprisen på fællesmagasinet i byudviklingsområdet Vinge i Frederikssund, der forventes at stå klar til at huse samlinger af biblioteksmateriale fra
Det Kongelige Bibliotek og kulturhistoriske genstande fra Nationalmuseet i 2021.

Styrelsen har valgt totalentreprenøren DS Flexhal, da de har afgivet det tilbud,
hvor der var det bedste forhold mellem pris og kvalitet.

Enhedschef for Projektering og Projektledelse Ann-Pia Puggaard siger: ”I Slots- og Kulturstyrelsen ser vi meget frem til at komme i gang med byggeriet. Magasinerne vil skabe en sikker og optimal ramme om kulturarven fra to store institutioner, og magasinerne vil, når de står færdige, rumme stort set alle typer af genstande fra knappenåle og kanoer til hestevogne, manuskripter og førsteudgaver af sjælden litteratur, som har national betydning.”

Det nye fællesmagasin skal i overvejende grad indeholde magasiner fordelt på tre typer: Basismagasiner, tørre magasiner og tørre/kolde magasiner, og med byggeriet sikres det, at kulturarven opbevares under sikre forhold i et optimalt indeklima, som sikrer en meget lang bevaringshorisont.

Administrerende direktør Kent Hejn Kristensen, DS Flexhal, siger: ”Det er med stor glæde, at DS Flexhal har modtaget nyheden om indstillingen som totalentreprenør på projektet. Vi er meget stolte og går til opgaven med stor respekt. Det er jo hele befolkningens kulturarv og klenodier, der skal sikres for eftertiden. Specielt set i lyset af den netop indtrufne brandkatastrofe, der har ramt Nationalmuseet i Rio de Janeiro i Brasilien. Opgaven er spændende og teknisk udfordrende, men allerede nu erkender vi bygherrens professionalisme og fokus på det gode samarbejde for at opnå en succes for projektet.”

Det samlede areal til magasinbyggeriet er på cirka 24.300 kvadratmeter, hvoraf bygningerne dækker et areal på cirka 17.300 kvadratmeter. Det svarer til cirka fem fodboldbaner.

Byggeriet vil rumme magasiner til Nationalmuseet, Det Kongelige Bibliotek og en fællesbygning med personalefaciliteter, studierum, modtagelse og håndtering af genstande og biblioteksmateriale.

Totalentreprisekontrakten omfatter både projektering og udførelse, herunder også levering og montering af eksempelvis reol- og opbevaringsløsninger og tekniske hjælpemidler og andet materiel fra tre eksterne rådgivere: Gottlieb Paludan Architects, MOE Rådgivende Ingeniører og Bruynzeel Storage Systems A/S. Totalentreprisekontrakten lyder på i alt cirka 263 millioner kroner.

I forhold til sikringen af bygningen vil Slots- og Kulturstyrelsen indgå en selvstændig aftale med eksperter inden for sikring af værdifulde genstande og effekter.

Det forventes, at byggeriet kan gå i gang i løbet af efteråret 2019, når der er udarbejdet lokalplan for området og indhentet nødvendige byggetilladelser. Byggeriet forventes klar til indflytning i midten af 2021.

Yderligere oplysninger:
Om projektet: Projektleder Morten Dam Hansen, Slots- og Kulturstyrelsen, tlf.: 33 92 60 85, moh@slks.dk

Om entreprenøropgaven: PR-medarbejder Benedikte Brix, Bulldog PR (DS Flexhal), tlf.: 6016 5678, benedikte@bulldogpr.dk

Slots- og Kulturstyrelsens pressetelefon: 22 61 19 96

Foto: Gottlieb Paludan Architects

Medlemsnyhed

Indrykket af
DS Flexhal

Samsøvej 2
9500 Hobro
Danmark
DS Flexhal

Send til en kollega

0.384