23948sdkhjf

Arkitekterne skal give bud på Brandes nye bymidte

Bestseller er blandt de store bidragsydere til byfornyelsesprojekt i modekoncernens hjemby, Brande

Pengene passer snart til et stort byfornyelsesprojekt i Brande. Næste skridt bliver en arkitektkonkurrence. 

Projektet ventes samlet at koste i underkanten af 40 mio. kr. Modekoncernen Bestseller har tilbudt at bidrage med 15 mio. kr., og yderligere 7 mio. kr. kommer fra Ikast-Brande Kommune. Hertil kommer midler fra andre lokale, private bidragsydere. 

Også Realdania har bevilget 15 mio. kr. som del af en Bymidtepulje, der skal skabe nyt liv i de mindre og mellemstore byers bymidter rundt om i landet.

- Vi glæder os over muligheden for at støtte et projekt, som viser hvordan handelsliv, park, skole og fritidsområde kan bindes sammen centralt i Brande og være med til at skabe mere liv og aktivitet i området, udtaler Ditte Marquard Jessen, projektchef i Realdania.

Nedrivning åbner mellem å og handelsgade

Baggrunden for projektet er, at bygningerne på Brandes handelsgade historisk set har vendt bagsiden mod de attraktive arealer ved Brande Å, og lokalt der et ønske om at få bundet de to områder sammen. Derfor lancerede Brande City i 2021 en vision om at opkøbe og nedrive ejendommen på Storegade og dermed skabe en direkte forbindelse fra Torvet og handelsgaden til de grønne områder ved Brande Å og videre til Brande Hallerne og Artium.

Realdanias donation sker i forlængelse af, at Ikast-Brande Kommune og Realdania i februar 2022 i fællesskab indledte og finansierede en forundersøgelse af, hvordan et gennembrud i rækken af bygninger på Storegade kan skabe en mere sammenhængende og fremtidsorienteret bymidte med bedre rammer for mangfoldighed i byfællesskabet. 

Rådgivningsfirmaet Grandville har været med i processen, som blandt andet har omfattet en kortlægning af lokal viden fra borgere og erhvervsliv.

Arkitekts bud inden årets udgang 

Nu er næste skridt at gennemtænke og opsætte de præcise kriterier for, hvordan arkitekter skal inddrages. 

Valget af arkitekter, som skal give et bud på den bedste løsning, afgøres omkring sommerferien, og godt tre måneder senere vil det færdige projekt kunne offentliggøres. 

Første spadestik til dele af byfornyelsen ventes at blive taget i foråret 2024.

Byfornyelsen består af flere tiltag. 

Torvet begrønnes for at styrke Gennembruddet og forbindelsen til åen. Selve nedrivningen af ejendommen på Storegade 34 giver mulighed for at skabe det nødvendige gennembrud mellem områderne i midtbyen. 

Et nyt væksthus skal bidrage til bylivet hele året, alle dage, uanset om der er få eller mange tilstede. 

Den nye byforbindelse Gennembruddet bliver et grønt og frodigt byrum, der kombinerer oplevelser, leg og ophold med funktioner som trappe og ramper, der vil give direkte tilgængelighed til åen. Dele af Brande Å skal udvides, og samtidig tænkes åen ind i det rekreative miljø nedenfor Gennembruddet. 

De store åbne områder, som primært består af klippede græsarealer, skal omdannes til en klimapark med langt mere biodiversitet.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109