Vil bygge tårn på 21 etager i Esbjerg

Den norske offshore-koncern NorSea har tårnhøje ambitioner i Esbjerg. Bogstavelig talt.
Selskabet vil bygge et 21-etager højt ’Energy Tower’ på havnen i den vestjyske by, som skal være samlingssted for virksomheder tilknyttet den vedvarende energisektor.
Det oplyser den norske koncern i en pressemeddelelse.
Tårnet tæller i alt 9.000 kvm, og rammerne skal indbyde til samarbejde og videndeling:
Jesper Høj-Hansen, adm. direktør i NorSea Danmark, peger på, at hele den vedvarende energis europæiske værdikæde findes på Esbjerg Havn. Men, lyder det også, der mangler rammer, hvor kloge hoveder har lyst til at mødes.
– Vi vil bygge et tårn, der inviterer til nytænkning og dialog. Innovation handler om mødet med nye ideer og synsvinkler. Om at tænke højt sammen og i fællesskab finde nye måder at udvikle sig. Det er den ambition, Energy Tower taler ind i, siger Jesper Høj-Hansen.
Tårnet bygges i tilknytning til House og Offshore Innovation på Kanalen 1 i Esbjerg. Det skal stå klar til indvielse i 2025.