23948sdkhjf

Ombygget vandingsmaskine kan reducere slid hos betonarbejdere

Det er tungt og slidsomt arbejde at løfte slanger med beton, hvilket man hos virksomheden Heidelberg Materials forsøger at gøre arbejdet lettere, hurtigere og mindre slidsomt for personalet ved at indkøbe de rette hjælpemidler. En ombygget og selvkørende vandingsmaskine har vist sig effektiv, når der skal lægges beton indenfor

Betonarbejde er ofte forbundet med hårdt fysisk arbejde, der hurtigt kan slide selv de mest robuste medarbejdere op. Sliddet bliver særligt stort, når man skal lægge beton ud, hvor den normale betonpumpe ikke kan nå, fordi det kræver ekstra mange hænder og timers besvær at flytte betonfyldte slanger rundt.

Det har været en udfordring i branchen i mange år, indtil en vaks pumpefører så en idé i en selvkørende vandingsmaskine. Maskinen er taget i brug hos Heidelberg Materials, der har den lille ’elefant’ til at hjælpe betonarbejderne ved Avedøre.

- Vi bruger den for ikke at slæbe os selv i stykker, og så kan den sparre os for at bruge en 3-4 mand. De steder, vi skal bruge den, undgår vi at slæbe slanger fyldt med beton rundt, som er en af de tunge dele af vores arbejde, fortæller Svend Aage Jørgensen, der er pumpeoperatør hos Heidelberg Materials i Avedøre, i en pressemeddelelse

Om Concrete Elephant 

  • Concrete Elephant er bygget på en tromle med 30 meter slange, der kører på fire hjul, hvor to af dem er vendbare.
  • Maskinen er 100 procent eldrevet, og kan overtage den mest nedslidende del af betonarbejdet, såsom slæbe- og løftearbejdet, der kræver meget mandskab at håndtere. Den kan køres via fjernbetjening og køre i op til otte timer på batteri. Den kan tilknyttes 230 volt for fortsat brug.

Kilde: Fasterholt Maskinfabrik

Undgå tunge løft

Forskning viser, at der er sammenhæng mellem, hvor meget ens hverdag er præget af tunge løft og risikoen for langtidssygemelding. Desto flere tunge løft, desto større risiko for sygemeldinger ifm. arbejdet – især for medarbejdere over 50.

Derfor giver det god mening at kigge efter hjælpemidler til betonlægning.

- Vi har fokus på at skåne vores medarbejdere, og de er lykkelige for, at de ikke skal slæbe. Jeg har selv slæbt i mange år og har heldigvis ikke så mange år tilbage – men jeg gør alt for, at vi kan bruge hjælpemidler, der letter vores hverdag, siger Svend Aage Jørgensen og fortsætter:

- Vi skal ikke have slidt vores kollegaer ned, inden de er blevet 45. Derfor har vi blandt andet fået en 11 meter lang armudlægger til etagebyggerier, en lille rullemarie, en tårnudlægger og denne Conrete Elephant.

Hos Heidelberg Materials er deres Concrete Elephant nu blevet en fast del af medarbejdernes hverdag, der hvor pumpekranen ikke kan komme til – i en sådan grad, at Svend Aage Jørgensen og hans team har navngivet deres maskine ’Maren’. De bruger maskinen for at passe på deres medarbejdere, så de kan holde til at arbejde i mange år endnu. Men det har også gjort deres arbejdsgange klart mere effektive.

- For nyligt støbte vi 380 ankehuller – en opgave, der normalt vil tage os fem dage, hvor vi blev færdige på to en halv, fortæller Svend Aage Jørgensen.

Fra vandingsmaskine til elefant

Den nye ’beton-elefant’ bliver produceret af vandingsmaskinproducenten Fasterholt, der særligt udmærker sig i robuste selvkørende vandingsmaskiner. Ombygningen er sket på baggrund af deres gennemtestede fundament, der er blevet tilpasset betonbranchens behov.

-Vi blev kontaktet med en idé om at ombygge en af vores selvkørende vandingsmaskiner, så den kan bruges til at lægge beton ud på en mere skånsom måde – en idé vi gik videre med og byggede en prototype af, lyder det fra Tommy Jakobsen, der er konstruktør hos Fasterholt Maskinfabrik i samme pressemeddelelse.

Han glæder sig over, at de kan se, at deres produkt gør en reel forskel ude hos slutbrugerne.

- Vi får god feedback, og dem, der bruger den, oplever, at de ikke skal slæbe lige så meget, men også at den er nem at bruge, hvilket er vigtigt for os.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.097