23948sdkhjf

Både byggeriets kæmper og små firmaer ser opgaver i forsvarsforliget

Lokale aftaler og offentlig private partnerskaber kan gøre det kommende årtis milliardinvesteringer i forsvaret til en god forretning for byggeriets aktører

Onsdag aften blev et stort flertal af Folketingets partier enige om at investere godt 143 mia. kr. i dansk forsvar og sikkerhed de næste 10 år, så Danmark fra 2030 opfylder NATO-målet om, at forsvarsbudgettet udgør 2 pct. af bruttonationalproduktet.

Forliget dækker over en tiårig rammeaftale, hvor økonomien er fastlagt for det næste årti, mens beslutninger om konkrete investeringer i militært isenkram og meget andet er udsat til senere.

Som en del af et styrket forsvar skal der renoveres kaserner rundt om i Danmark. Og fra flere kanter ser man nye og flere muligheder for at sikre kontrakter til byggebranchens aktører.

Pensionspengekasser i spil

Tidligere har flere pensionsselskaber meldt sig klar til at overtage, renovere og vedligeholde store dele af Forsvarets nedslidte kaserner via offentligt-privat samarbejder.

Nu peger Forsikring & Pension, brancheorganisationen for forsikrings- og pensionsselskaber, netop på forligspartiernes fokus på offentlig-privat partnerskab (OPP), så flere opgaver kan løses med eksterne partnere, som en glædelig nyhed.

- Vores branche har længe slået på tromme for, at vi kunne støtte forsvaret med vores investeringer. Det rent militære er selvfølgelig alene et anliggende for Forsvaret, men der er mange støttefunktioner, der skal være på plads for at det militære kan fungere. Her kan og vil vores branche gerne spille en rolle. Det har det nye forlig åbnet en dør for, siger Kent Damsgaard, adm. direktør i Forsikring & Pension, i en kommentar til forsvarsforliget.

Han lægger ikke skjul på, hvor det halter:

- Og der er mildest talt behov for investeringer i tidssvarende bygninger, så vi skaber nogle ordentlige og gode rammer for de værnepligtige, siger Kent Damsgaard således og fortsætter:

- Forliget forøger nemlig antallet af værnepligtige. Det kræver tidssvarende kaserner, øvelsesterræner osv., og dermed store investeringer. Ikke mindst bliver det en særdeles krævende opgave at styre byggeprojekterne, undgå budgetoverskridelser og rekruttere de fornødne medarbejdere.

Lokale aftaler 

I den modsatte ende af skalaen er der også glæde over takterne i forliget.

SMVdanmark hæfter sig således ved, at rammeaftalen peger på muligheden for at undersøge lokale udbud.

- En særlig tak til de partier, der hele vejen igennem har kæmpet for, at en del af opgaverne kan gå til lokale virksomheder og håndværkere. Det skaber gode job og lærepladser lokalt, og det sikrer den bedste konkurrence, så vi får mest for skattekronerne, når lokale SMV’er kan byde ind, siger Jesper Beinov, direktør i SMVdanmark, i en kommentar fra organisationen, som repræsenterer omkring 18.000 små og mellemstore virksomheder.

Som tidligere beskrevet i Licitationen - Byggeriets Dagblad er det en mindre del af det store milliardbeløb, der er øremærket nybyg og vedligehold af Forsvarets bygninger.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11