23948sdkhjf

Især to ting spænder ben for mere træbyggeri

Brandsikkerhed og mangel på præaccepterede løsninger. Det er ifølge en ny undersøgelse fra Voxmeter de to ting, byggeriets rådgivere anser som de største udfordringer, når det kommer til at bygge i træ. Undersøgelsens resultater giver panderynker hos foreningen Træ i Byggeriet, der kalder på politisk handling for at accelerere den grønne omstilling i dansk byggeri.

I undersøgelsen, der er foretaget på vegne af foreningen, svarer hele 69 pct. af de adspurgte, at der er for store udfordringer med brandsikkerhed ved træbyggerier sammenlignet med andre byggematerialer. Udfordringerne skyldes dog ikke selve sikkerheden i tilfælde af brand, men derimod lovgivningen på området, forklarer sekretariatsleder hos Træ i Byggeriet, Lauritz Rasmussen:

– I Danmark skal træbyggerier på mere end fire etager leve op til samme krav til brandmodstandsevnen som et byggeri på 16 etager, mens brandregulativerne i vores nabolande er mere differentierede, siger Lauritz Rasmussen i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Herudover ender stort set alle træbyggerier herhjemme på mere end to etager typisk i de mest restriktive brandklasser 3 og 4. De skal derfor godkendes af certificerede brandrådgivere i tilsvarende klasser, og da den type rådgivere er en begrænset ressource, komplicerer det byggesagsbehandlingen markant. Samtidig har de certificerede rådgivere ikke nogen præaccepterede løsninger eller alment teknisk fælleseje, som de kan referere til.

Mangler præaccepterede løsninger

Netop manglen på præaccepterede løsninger er ifølge Voxmeter-undersøgelsen ligeledes en stor hæmsko for at bygge i træ. 57 procent af de adspurgte svarer nemlig, at der mangler løsninger til træbyggerier, der er godkendte på forhånd.

– Mens man ved betonbyggerier blot kan anvende en præaccepteret løsning, er man ved træbyggerier stort set tvunget til at dokumentere al brandsikkerhed og andet byggeteknisk dokumentation helt fra bunden, og det gør det selvsagt mindre attraktivt at anvende træmaterialer, siger Lauritz Rasmussen.

I slutningen af 90’erne tog dansk byggeri ifølge Træ i Byggeriet et stort skridt mod at løse udfordringerne med særligt brandsikkerheden i træbyggerier. Her fik man gennem de såkaldte Casa Nova-projekter nemlig lovhjemmel til at opføre bygninger i træ på op til 4 etager eller 9,6 meter fra terræn og op til gulvet på øverste etage. Hjemlen var baseret på indførelsen af et 60 minutters brandbeskyttelsessystem – en praksis, som har fungeret i snart 25 år, og som sidenhen er blevet forankret i de europæiske beregningsstandarder, Eurocodes.

Behov for nye brandklasser

Højdekravet blev med opdateringen af Bygningsreglementet i 2018 tilmed lempet, så man i dag kan bygge i træ i op til 12 meters højde, men det giver fortsat ikke mulighed for mere end 4 etager ved brug af typiske etagehøjder, forklarer Lauritz Rasmussen og foreslår derfor, at man indfører to nye brandklasser.

– Tiden er moden til at tage de næste skridt, og vi foreslår derfor, at man bygger videre på filosofien bag brandbeskyttelsessystemerne og indfører to nye præaccepterede løsninger i BR på henholdsvis 90 minutter for bygninger med 5-6 etager og 120 minutter for bygninger 7-8 etager, siger han.

Det er i særdeleshed ved etagebyggerier, at lovgivningen gør det svært at bygge i træ. Her stilles også skrappe krav til biobaserede isoleringsmaterialer, såsom træfiberisolering, som i dag kun må anvendes i højder på op til 5,1 meter over terræn. Netop den hæmsko vil et igangværende projekt med navnet Wood:UpHigh gøre op med ved at tilvejebringe brandsikkerhedsdokumentation for biobaserede isoleringsmaterialer i etagebyggerier:

– Vi håber, at de positive erfaringer fra Wood:UpHigh-projektet i kombination med indførelsen af de foreslåede præaccepterede løsninger vil kunne lempe kravene her, siger Lauritz Rasmussen og fortsætter:

– Hvis man fra politisk hold ønsker at øge mængden af træ i dansk byggeri, som det specifikt er nævnt i regeringens strategi for bæredygtigt byggeri og dermed accelerere den grønne omstilling i branchen, så er det nødvendigt at tage skridtet fuldt ud og indføre to nye brandklasser. For som det er nu, er det oftest en tungere og mere langsommelig proces at bygge med træ, fordi lovgivningen simpelthen ikke er fulgt med udviklingen på området.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.1