P+P arkitekter har sammen med det rådgivende ingeniørfirma Viggo Madsen vundet udbuddet af bygherrerådgivning på renoveringen af Skanderborg Andelsboligforenings (SAB) afdeling 17, Grønnedalsparken. Det oplyser P+P på firmaets hjemmeside.
Grønnedalsparken skal igennem en omfattende renovering der indbefatter tag, facader og badeværelser, etablering af ventilationsanlæg og elevatorer, sammenlægning af lejligheder samt forbedring af udearealerne. Ifølge SAB er Grønnedalsparken opført i 1968-1972 og består af 20 Blokke med i alt 417 boliger på mellem 26 og 125 m².
Udbuddet af bygherrerådgivning omfatter udarbejdelse af byggeprogram, gennemførelse af totalentreprisekonkurrence samt overvågning af processen i projekterings- og udførelsesfasen.
Ifølge et oplæg fra SAB er den videre tidsplan for renoveringsprojektet, at der i perioden maj-september er udbud på entreprenørarbejdet. Fra oktober og tre år frem forløber byggeperioden.