23948sdkhjf

Henrik Mielke stopper som topchef i MT Højgaard Holding  - afløser er på plads

Steffen Baungaard rykker ind i direktionskontoret i stedet for Henrik Mielke i overraskende manøvre hos entreprenørkæmpen

Henrik Mielke fik kun lidt over halvandet år som topchef i MT Højgaard Holding.

Bestyrelsen i MT Højgaard Holding har nemlig med virkning fra i dag ansat Steffen Baungaard som ny adm. direktør og koncernchef. Sådan lyder det i en meddelelse fra den børsnoterede entreprenørkoncern torsdag.

Det fremgår ikke, hvorfor Henrik Mielke stopper, men han vil ifølge meddelelsen være tilknyttet koncernen i en overgangsperiode og færdiggøre igangværende opgaver.

- Vi er glade for, at Steffen har sagt ja til at stå i spidsen for koncernen. Med Steffen sikrer vi kontinuitet og får samtidig en koncernchef med en stærk kombination af strategisk overblik, dyb brancheindsigt og omfattende ledelseserfaring. Dermed kan vi accelerere den positive udvikling i den danske kerneforretning ved en konsekvent eksekvering af vores strategiske prioriteter, udtaler bestyrelsesformand Carsten Dilling i meddelelsen.

Siden 2021 har Steffen Baungaard været uafhængigt medlem af bestyrelsen i MT Højgaard Holding og har ifølge meddelelsen dermed 'indgående viden om koncernens strategiske muligheder og udfordringer'.

Professionelt bestyrelsesmedlem

Som medlem af bestyrelsens internationale udvalg har han senest spillet en vigtig rolle i gennemførelsen af den strategiske proces for MT Højgaard International og beslutningen om at afvikle forretningsenheden for at fokusere på koncernens danske kerneforretning.

Steffen Baungaard er professionelt bestyrelsesmedlem og har omtrent 25 års erfaring fra stillinger som adm. direktør for Huscompagniet og koncerndirektør i NCC Danmark. Derudover har han deltaget i bestyrelsesarbejde i adskillige nordiske bygge- og anlægsvirksomheder samt leverandører til branchen.

Henrik Mielke har siden 15. marts 2022 været adm. direktør for MT Højgaard Holding. Inden da var han i syv år adm. direktør for forretningsenheden Enemærke & Petersen.

- Henrik har været i koncernen i samlet 27 år og har blandt andet skabt fantastiske resultater i Enemærke & Petersen, lyder det fra bestyrelsesformand Carsten Dilling.

- Henrik er en rigtig god forretningsmand, der har udfyldt en række nøglepositioner i koncernen. Han har som koncernchef stået for en vigtig fokusering af koncernen samt været en drivkraft i den videre udbredelse af strategiske byggepartnerskaber og nye samarbejdsformer, som er et fokusområde for os og sætter en ny standard i byggebranchen, fortsætter formanden.

Skal afslutte salg af Scandi Byg

Han tilføjer, at Henrik Mielke i den kommende tid blandt andet vil bidrage til den planmæssige gennemførelse af salget af Scandi Byg inden nytår.

Steffen Baungaard vil udgøre direktionen i MT Højgaard Holding med CFO Rasmus Untidt.

I forbindelse med sin tiltræden som adm. direktør og koncernchef udtræder Steffen Baungaard dags dato af MT Højgaard Holdings bestyrelse, ligesom han vil udtræde af andre bestyrelser i bygge- og anlægsindustrien.

Licitationen forsøgte torsdag at få en kommentar fra Henrik Mielke, men han er ikke vendt tilbage på henvendelsen inden redaktionens deadline.

Steffen Martin Baungaard

  • Professionelt bestyrelsesmedlem: Formand: DEKO P/S, DinByggerådgiver.dk ApS, EBK Huse A/S, Frederikshøj Ejendomme A/S (ejer via holdingselskab), M. B. Packaging A/S, Taasinge Elementer A/S
  • Næstformand: Arkil Holding A/S
  • Medlem: Carl Ras A/S, Dansk Celleglas ApS, Dansk Installations Teknik A/S, Durapor A/S, MT Højgaard Holding A/S, Nordic Waterproofing AB (medlem af vederlagsudvalget)
  • Tidligere ansættelser bl.a.: Adm. direktør for HusCompagniet i 2008-2019 og koncerndirektør for NCC Danmark i 1998-2008.
  • Uddannelse: Civiløkonom (HD-A), bygningskonstruktør, ledelseskurser IMD/Harvard
Se nøgletal for:
Læs mere om: topchef direktørskifte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.742