23948sdkhjf

Nordic Waste indgiver konkursbegæring efter jordskred

Et omfattende jordskred er årsagen til, at Nordic Waste nu indgiver konkursbegæring

Opdateret kl. 9.40 med yderligere afsnit og kl. 9.55 med faktaboks

Opdateret kl. 13.10 med kommentarer fra Randers Kommunes borgmester

Selskabet Nordic Waste indgiver konkursbegæring efter sag om et stort og potentielt miljøskadeligt jordskred ved Randers.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse fredag morgen.

- Som følge af konkursen stopper Nordic Wastes ansvarsforpligtelse i forhold til sagen, og den bliver ikke overtaget af selskabets ejere, lyder det i meddelelsen.

Selskabet er i forvejen blevet varslet om et påbud på 205 mio. kr. i økonomisk sikkerhed.

Randers Kommune har siden midten af december arbejdet med at få jordskreddet under kontrol. Det udgør blandt andet en betydelig miljøfare for Alling Å.

Kommunen har hele tiden ment, at ansvaret ligger hos Nordic Waste. Det fandt sted på virksomhedens grund. Og det holder kommunen ifølge en udsendt pressekommentar fredag eftermiddag fast i:

- Jeg forventer fortsat, at virksomhedens ejere påtager sig ansvaret og betaler for de afværgeforanstaltninger og det oprydningsarbejde, vi lige nu har gang i. Der er ingen tvivl om, at de er skadevolder, oplyser borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen (S). 

I pressekommentaren lyder det videre, at kommunen er blevet bekendt med konkursen i Nordic Waste via pressen, og at kommunen vil drøfte "oplysningen" med Miljøstyrelsen og deres advokat.

Kæmpe regning

En rapport fra Cowi har vist, at det kan tage flere år at få ryddet op efter jordskreddet og i værste fald koste flere mia. kr.

- Desværre har jordskreddet nået et omfang, som gør, at vi som virksomhed ikke er i stand til at løfte opgaven med at bekæmpe det, siger bestyrelsesformand i Nordic Waste, Søren Hansen, i virksomhedens meddelelse.

- Det er derfor ikke praktisk muligt for os at leve op til påbuddet om at overtage det videre arbejde med at stoppe jordskreddet.

- Derudover overstiger alene den økonomiske sikkerhedsstillelse i påbuddene langt selskabets økonomiske formåen samt juridiske forpligtelse. Af den grund er vi desværre nødt til at indgive konkursbegæring for Nordic Waste.

Randers Kommune har i forvejen brugt et større tocifret millionbeløb på jordskreddet, men kun en brøkdel af dem jord, som er i bevægelse, er blevet fjernet.

Kommunen vil ifølge sin presseudmelding fortsætte arbejdet med at afværge miljøkatastrofen ved at køre jord væk, holde gang i pumperne og sikre overfladevandet.

- Jeg kan forsikre alle om, at vi så længe det er nødvendigt fortsætter vores indsats for at holde jorden i skak og forhindre miljøkatastrofen, så der ikke skrider jord i Åen eller ind i Ølst, lyder det fra borgmesteren. 

Nordic Waste beskriver, at selskabet selv påbegyndte arbejdet med at holde jordskreddet på egen grund, og at det har fulgt kommunens retningslinjer i processen.

- Flere steder er det fremlagt, som om vi stak af fra arbejdet med et minuts varsel, men det kan vi absolut ikke genkende, siger bestyrelsesformand Søren Hansen. 

Indblik i forløbet

  • Den 11. december 2023 skrev virksomheden i en pressemeddelelse, at "et betydeligt jordskred på Nordic Wastes grund fører til omfattende skader".
  • Fem dage senere blev hovedvejen syd og nord for Nordic Waste afspærret, så der var adgang for maskiner og mandskab, der arbejdede med at inddæmme jordskreddet.
  • De store mængder forurenet jord fra virksomheden kan ende i Alling Å og potentielt skade vandmiljøet helt ud i Randers Fjord.
  • I midten af december forlod Nordic Waste selv opgaven med at få jordskreddet under kontrol. Det skete den 19. december. Siden har Randers Kommune stået med ansvaret.
  • Den 28. december besøgte miljøminister Magnus Heunicke (S) Nordic Waste. Om jordskreddet sagde han, at "det er en af de alvorligste trusler mod miljøet lige nu".
  • Miljøminister Magnus Heunicke har varslet to påbud til virksomheden, der har indstillet driften og opsagt omkring 30 ansatte.
  • De seneste vandprøver viste, at det indtil videre er lykkedes Randers Kommune at beskytte åen mod forurening.
  • En del af den forurenede jord skal fjernes og bruges andre steder. Blandt andet til bakker i Herning og støjvold i Silkeborg.
  • Mandag meddelte Nordic Waste, at de vil igangsætte en uvildig undersøgelse af jordskreddet.
  • Randers Kommune arbejder stadig på at inddæmme jordskreddet.
  • Det bliver dyrt at få styr på miljøkatastrofen. Cowi anslår, at det kan koste op mod 2,2 mia. kr.
  • Folketinget har afsat 205 mio. kr. som garanti til at håndtere miljøkatastrofen.
  • Fredag den 19. januar gik Nordic Waste konkurs. Det betyder, at virksomhedens ansvarsforpligtelse i sag om jordskred stopper, ifølge virksomheden selv.

Kilder: Randers Kommune, Nordic Waste, Ekstra Bladet, Erhverv+, Ritzau.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079