23948sdkhjf

Søsætter konkurrencen om kyst- og lystfiskercenteret

Opførelsen af centeret forventes at beløbe sig til 70–75 millioner plus en række følgeinvesteringer

Med en storslået udsigt over Lillebælt skal et kommende nationalt kyst- og lystfiskercenter opføres mellem rustik industri og byfornyelse på Assens Havn.

Men hvordan skal sådan en bygning se ud, og hvordan skal den spille sammen med det gamle pakhus og de øvrige faciliteter på havnen? Og hvem skal i sidste ende bygge den nye nationale attraktion i Assens?

Det kommer man nærmere via en arkitektkonkurrence, som netop er sat i gang. 

- Vi glæder os meget til at se de forskellige teams bud på, hvordan man skaber en sanselig attraktion med rum til leg, fordybelse og refleksion. Et center, som også skal stå som et miljøbevidst vartegn og en institution, som bliver centrum for arbejdet for en bedre fremtid for vores vandnatur, fortæller formand for bedømmelseskomiteen og borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen (V), i en pressemeddelelse.

Udpeger vinder i juni

Centeret skal byde på oplevelser, der udvider gæsternes viden om livet og naturen under havoverfladen, samt hvordan vi passer på det.

Tidsplan: Arkitektkonkurrence om kyst- og lystfiskercenteret

25. januar 2024: Udbudsmaterialet offentliggøres på udbudsportal.

23. februar 2024: Alle teams, der ønsker at medvirke i udbuddet, giver sig til kende.

13. marts 2024: De tre teams, som er udvalgt til at kunne komme med forslag til opgaveløsningen offentliggøres.

Juni 2024: Bedømmelseskomitéen vælger vinderen af arkitektkonkurrencen.

Kilde: Assens Kommune

Konkurrenceprogrammet er netop offentliggjort, og frem til den 23. februar 2024 kan alle de teams, som ønsker at komme i betragtning i udbudsprocessen, melde sig på banen.

Den 13. marts får fire teams så besked om, at de får mulighed for at byde ind med deres bud på opgaven, og til juni vælger bedømmelseskomitéen, hvem der vinder arkitektkonkurrencen og dermed opgaven.

75 millioner plus følgeinvesteringer

Opførelsen af Centeret forventes at beløbe sig til 70–75 mio. kr. plus følgeinvesteringer og allerede afholdte udgifter. 

Der blev øremærket 22 mio. kr. til at etablere et kyst- og lystfiskercenter med finansloven i 2018. Assens Kommune har afsat 15 mio. kr. til opførelsen, og de resterende penge finansieres med 25 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og 19 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden.

Kyst- og Lystfiskercenteret i Assens udspringer af den nationale strategi for kyst- og lystfiskeri, som Assens Kommune er tovholder på.

Det nationale Kyst- og Lystfiskercenter i Assens

  • På finansloven i 2018, blev der afsat 32 mio. kr. til den nationale strategi for kyst- og lystfiskeri.
  • Assens Kommune er valgt som værtskommune til at føre strategien ud i virkeligheden.
  • Ud af de 32 mio. kr., er de 22 mio. kr. øremærket til at etablere et kyst- og lystfiskercenter.
  • Opførelsen af Centeret forventes at beløbe sig til 70 – 75 mio. kr. samt diverse følgeinvesteringer og allerede afholdte udgifter.
  • Assens Kommunes Byråd har afsat 15 mio. kr. til opførelsen af Centeret. Den resterende økonomi finansieres af bidrag fra A.P. Møller Fonden og Nordea-fonden.

Kilde: Assens Kommune

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156