23948sdkhjf

Vindmøllevinger fra Nordjylland får nyt liv i parkeringshus

19 gamle vindmøller fra Vattenfalls nedtagne vindmøllepark ved Nørre Økse Sø i Nordjylland får nyt liv i et kommende parkeringshus i Lund i Skåne. 

Helt konkret drejer det sig om genanvendelsen af 57 vindmøllevinger på 23,5 meter.

Asset manager Dan Klitgaard, Vattenfall i Danmark, har haft ansvaret for at tage vindmølleparken ved Nørre Økse Sø ned, og han glæder sig over, at de robuste vindmøllevinger nu får nyt liv i parkeringshuset.

- I Vattenfall arbejder vi for at skabe en cirkulær økonomi, også når det gælder vindmøllevingerne. Selvom et produkt har nået slutningen af sin levetid, har det værdi i enten genanvendelse eller som materiale i et nyt produkt. Kan møllevingerne ikke genanvendes, knuses de for at kunne indgå i produktion af cement. Vores mål er, at 50 pct. af vindmøllevingerne skal kunne genanvendes fra 2025 – og 100 pct. fra 2030,  udtaler Dan Klitgaard i en pressemeddelelse.

Nedtagningen af Nørre Økse Sø-møllerne er håndteret så sikkert og ordentligt, som vi ønskede det Dan Klitgaard, asset manager, Vattenfall

Det er arkitekt Jonas Lloyd i Lund, der lancerede ideen om at skære møllevingerne op, så de kan bruges i parkeringsanlægget, hvor facaderne skal være åbne af sikkerhedsmæssige hensyn.

Med de nordjyske vindmøllevinger får man både gavn af hårdføre materialer og undgår at skulle indkøbe andre nye byggematerialer med potentielt store klimaaftryk som f.eks. beton eller stål.

Sikkert og ordentligt

Vindmøllerne ved Nørre Økse Sø blev taget ned og skilt ad i 2023. Fairwind stod for nedtagningen, mens Kingo Wind, specialist i genanvendelse af vindanlæg, har sørget for, at stålet genanvendes til for eksempel køreplader.

- Nedtagningen af Nørre Økse Sø-møllerne er håndteret så sikkert og ordentligt, som vi ønskede det, og vi har fået positive tilbagemeldinger fra de lokale landmænd om den måde, landbrugsjord er genetableret på. Samtidigt har vi fået ny vigtig viden om måden at dekommissionere vindmølleparker på, som vi kan bruge i det næste nedtagningsprojekt, siger Dan Klitgaard. 

Komponenter i vindmøllehusene anvendes som reservedele, og betonen knuses til etablering af nyt vejunderlag. Samtidigt er vindmøllevingerne nu opmagasineret til brug i det svenske parkeringshus, der ventes at stå færdigt i 2025.

Dialog 

I de kommende år står hele vindenergibranchen over for en kæmpe opgave, hvor tusindvis af vindmøller af ældre dato står over for en udskiftning. Det kræver, at aktørerne i vindindustrien rykker sammen, siger Dan Klitgaard. 

- Som sektor får vi brug for løsninger i industriel skala og f.eks. for helt nye og bredere former for afsætningsmuligheder. Samtidigt åbner der sig også et nyt forretningsområde, fordi vi får brug for mandskab, materiel og transportkapacitet, der kan håndtere disse meget store opgaver lige så sikkert, som når vi sætter møllerne op. Vi vil derfor fortsætte dialogen med leverandørerne af vindmøllerne, så vi allerede i designfasen tager højde for, hvordan møllerne efter endt brug kan indgå i en cirkulær økonomi, siger Dan Klitgaard.

Nørre Økse Sø vindmøllepark blev etableret i år 2000. 

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109