23948sdkhjf

Sønderborg får hotel på 85 meter

Havneselskabet og Henning Larsen Architects det kommende hotelbyggeri, der bliver 11 meter højere end oprindeligt planlagt.
- Det nye hotel på havnen i Sønderborg bliver et arkitektonisk vartegn for hele Sønderborg-området, og vi er meget tilfredse med det arkitektoniske koncept. Det vil skabe aktivitet på Sønderborg havn og trække turister til.

Det siger administrerende direktør Michael Saxtorph i forbindelse med, at Sønderborg Havneselskab nu har offentliggjort, hvordan et nyt bæredygtigt hotel på havnen i Sønderborg kommer til at se ud.

Et nyt vartegn for Sønderborg
Det ca. 85 meter høje hotel får en facade nederst med mursten og derefter beklædt med bl.a. kobber som en historisk reference. Hoteltårnet er bygget op af mindre elementer og rummer både hotelværelser, hotellejligheder og kontorer. Den øverste etage tænkes åben for alle. Herfra vil man kunne opleve byens skyline med både historiske og moderne elementer.

Waterparken er designet, så gæsterne får et enestående udsyn over Alssund. Den tætte kontakt til havnerummet vil give vandlandet en særlig oplevelsesrig og eventyrlig kvalitet, der i sig selv vil være en attraktion. Der bliver en særlig nordisk stemning, fordi der bl.a. bruges natursten og træ.

Nybyggeriet vil skabe ca. 500 nye blivende arbejdspladser i Sønderborg og ventes årligt at tiltrække et publikum på 250.000 mennesker. Designet er udarbejdet af Henning Larsen Architects i samarbejde med Sønderborg Havneselskab og de operatører, som står bag hoteldrift og waterpark.

- Hotellet rejser sig om et nyt vartegn for Sønderborg og skaber et nyt orienteringspunkt i byen. Vi har været meget inspireret af Sønderborgs historie som handelsby med en livlig havn, pakhusene og et nært forhold til havet, forklarer direktør og partner i Henning Larsen Architects, Louis Becker.

Frank Gehrys masterplan har fanget byens sjæl
Projektet er en del af Frank Gehry's masterplan, der skal omdanne havnen fra en erhvervshavn til en ny bydel med multikulturhus, kunsthal, hotel med waterpark, beboelse og kontorer.

Mod havnen skabes et offentligt tilgængeligt byrum, der løber langs hele byggeriet. Mod syd dannes en stor plads med terrasser mod vandet og mulighed for ophold. Byrummet binder havnefronten sammen og skaber en tilknytning til Sønderborg Slot lidt længere mod syd. Pladsen bliver et livligt sted i byen præget af aktiviteterne i området.

- Frank Gehrys masterplan har fanget noget af byens sjæl. I hoteltårnet har vi arbejdet videre med de forskudte geometrier, fordi det er en reference til byens skala. Det er en stor kvalitet ved masterplanen, siger Louis Becker.

Udvidet med 6.500 m²
Hotellet bliver cirka 11 meter højere end i første udkast. Samlet set fordyres projektet med godt 100 mio. kr. dyrere og løber dermed op i 550-600 mio. kr. Disse planer skal havneselskabet nu have konkretiseret over for investorer og finansielle institutter. Michael Saxtorph understreger dog, at projektet forløber som planlagt.

- Efter mange drøftelser og beregninger, også i forhold til hoteldriften, har udviklingen af projektet ført til, at vi både af arkitektoniske, praktiske og økonomiske grunde bygger ca. 6.500 kvm flere etagekvadratmeter end først antaget, siger direktøren, som forventer at have aftalerne om byggeri og drift på plads med udgangen af i år, så hotellet kan indvies i 2018.

Havneselskabet vil snarest aflevere materialet til myndighedsbehandling, så byrådet kan forholde sig til at sende et konkret lokalplanforslag i offentlig høring, formentlig efter byrådsmødet i oktober.

Fakta:
Sønderborg Havneselskab A/S forestår udviklingen af hotel- og waterparkprojektet. Henning Larsen Architects har tegnet projektet, og parterne i det nye sønderjyske hotelkonsortium er én af Tysklands solide internationale hoteloperatører, RIMC, med hotelprojekter i en række lande og tyske Alpamare Management, som er én af de førende europæiske udviklere af waterparks. Entreprenør er Aalborg-virksomheden A. Enggaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11