23948sdkhjf

Folketinget vedtager en ny Limfjordsforbindelse over øen Egholm

Et flertal i Folketinget har tirsdag vedtaget den tredje Limfjordsforbindelse, der skal gå over øen Egholm

Den tredje Limfjordsforbindelse over øen Egholm er tirsdag blevet vedtaget af et bredt flertal i Folketinget.

Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Anlægsloven til den tredje Limfjordsforbindelse har været debatteret siden 1960'erne, men loven til den nye trafikale forbindelse træder nu i kraft 1. juli i år.

Bag det brede flertal står partierne Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Danmarksdemokraterne.

De forberedende aktiviteter til byggeriet ventes igangsat ved lovens ikrafttrædelse i juli, hvorefter anlægsarbejdet vil gå i gang.

- Den nye forbindelse vil binde Nordjylland tættere sammen med resten af landet, sikre bedre muligheder for at krydse fjorden på trods af myldretid og mindske trængslen gennem Aalborg, siger transportminister Thomas Danielsen i pressemeddelelsen.

- Det er en god og vigtig beslutning, som alle nordjyske kommuner og regionen har ventet på i årevis, lyder det.

Den nye Limfjordsforbindelse omfatter en firsporet motorvej, som vil være 20 kilometer lang. Motorvejen føres vest om Aalborg og hen over øen Egholm.

Forbindelsen skal være med til at aflaste og forbedre trafikken i Nordjylland og er et af de store milliardprojekter fra infrastrukturaftalen, der blev indgået politisk i 2021.

Der er afsat 8,9 milliarder kroner i Infrastrukturplan 2035 til projektet.

Den tredje Limfjordsforbindelse over Egholm har været stærkt debatteret, og særligt inddragelsen af naturområder og C02-udledningen af anlægningen har fyldt.

Vejdirektoratet har anslået, at den forventede CO2-udledning fra anlægsfasen vil blive 480.000 ton.

Som kompensation for inddragelsen af naturen i området til anlægget etableres der 119 hektar ny erstatningsnatur. Det bliver blandt andet strandeng, moser og søer.

Derudover bliver 62 hektar landbrugsjord omdannet til natur i området.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079