Den lille bilfrie ø i Aarhusbugten er et yndet udflugtsmål for turister og sejlere. En gruppe beboere er gået i gang med at etablere et røgeri. Så nu forventer Tunøs beboere, at gode råvarer, skaldyr, delikatesser og duften af røget sild, kan lokke endnu flere besøgende til.
- Vi vil skabe liv på havnen og gøre det mere attraktiv at besøge Tunø. Det vil være til gavn for alle øens erhvervsdrivende, forklarer Kristian Wiese, formand for den fond, som står for driften af den nystartede virksomhed, Tunø Røgeri.
Tunø Røgeri bliver opført med støtte fra Realdania, og vil i kraft af sit markante bygningsudtryk bidrage positivt til det eksisterende havnemiljø.
- I Realdania er vi glade for at kunne støtte de lokale ildsjæle i at skabe en ny attraktion på Tunø. Røgeriet bliver efter vores vurdering et kvalitetsfuldt bidrag til både det fysiske havnemiljø og til hele øens branding som turistmål, siger projektleder i Realdania, Eske Møller.
Realdania bidrager med 1,5 mio. kr. til projektet, der har et samlet budget er på 2,25 mio. kr. Blandt de øvrige bidragsydere er EU og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter.