23948sdkhjf

Rådgivere fundet til stor renovering af historisk bydel

Der er nu fundet restaureringsarkitekter til den omfattende renovering af den historiske bydel Hertugbyen Augustenborg. Første spadestik ventes at blive taget til efteråret

Det historiske byområde Hertugbyen Augustenborg står foran en omfattende restaurering.

De fredede og bevaringsværdige huse, som blev bygget i 1700-tallet, skal renoveres, og til renoveringsprojektet har bygherren nu samlet et hold på fem restaureringsarkitekter, der skal være rådgivere på projektet.

Her er valget faldet på Albin Frech, Jørgen Overbys Tegnestue, Anders Glavind, Anders Glavind Arkitekt, Martin Winther, Arkitekterne lykke & nielsen, Peter Buchholt Petersen, bygningskonstruktør ved Tegnestuen Mejeriet og Rikke Søndergaard, Anna Mette Exner Arkitektur. 

De er valgt i et felt på i alt 29 rådgivervirksomheder, som bød sig til.

De får til opgave at genskabe den gamle hertugby med slot, slotskirke, park og palæer såvel som den bydel, der oprindeligt husede hertugens hofpersonale. Projektet ledes af Hertugbyens Restaureringspulje, der netop har valgt de rådgivere, som skal stå for restaureringen.

- Vi er i den særlige situation, at antallet af kvalificerede ansøgere langt overstiger det antal, vi har behov for. Det vil løfte projektet til den ønskede ambition, at vi kan sammensætte et yderst kompetent rådgiverteam, siger Lillian Kristensen, der er projektchef i Hertugbyens Restaureringspulje, i en pressemeddelelse.

Ifølge Projektagenten, Licitationens søsterportal til overvågning af udbud og projekter, har restaureringen af området med de i alt 80 huse en anslået entreprisesum på 70 mio. kr.

I dag er størstedelen af husene i hertugbyen privatejede, og den historiske bydel består primært af boliger samt en lille handelsgade med butikker.

Hertugbyens Restaureringspulje har udvalgt de første fem pilotprojekter, som vil påbegyndes i efteråret. Fra 2025 til 2028 planlægges cirka 20 bygningsrestaureringer om året.

Projektet er etableret i partnerskab mellem Sønderborg Kommune, A.P. Møller Fonden og Realdania samt Slots- og Kulturstyrelsen.

Første spadestik forventes at blive taget i løbet af efteråret 2024.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078