Skole til 800 millioner? Ny udregning slår nordsjællandsk kommune tilbage til start
500 mio. kr. eller 800 mio. kr.?
Det er de to prismuligheder, som nye udregninger lægger op til, at en ny skole i Hillerød Kommune skal koste.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
I efteråret 2023 var der ellers lagt op til en ny trelænget skole, da et enigt byråd besluttede at afsætte 300 mio. kr. til en ny skole, der skulle erstatte Grønnevang Skole, som den dag i dag fortsat er ramt af både skimmelsvamp og PCB.
Men det er dog et stykke fra forvaltningens seneste udregninger.
Ifølge formanden for Børn-, Familie- og Ungeudvalget i Hillerød Kommune, Lars Elbrandt (SF), skyldes en stor del af prishoppet, at priserne på byggematerialer er steget drastisk, siden byrådet godkendte planerne for skolen, der tidligst ventes at stå færdig mellem 2029-2031.
- Det bliver en udfordring at finde en løsning, så vi kan få det ind i budgettet. Men vi skal finde en løsning. Det kan ikke vente længere. Vi kan ikke lade elever og lærere arbejde og gå på den skole mere, den har ikke det sundhedsniveau, vi gerne vil have, siger Lars Elbrandt til Sjællandske Nyheder.
Næste års anlægsramme i Hillerød Kommune ligger på 170 mio. kr., hvilket er et godt stykke under det forventede anlægsestimat.
Samtidig er det ikke den eneste nye skole, som kommunen vil etablere. Også i kommunens nye bydelsprojekt Favrholm Stadionkvarter, som man kan læse mere om på Projektagenten, er det planen at etablere en ny skole, som også skal være trelænget.
Stadionkvarteret ventes at stå færdigt i 2029.