23948sdkhjf

Revisorer satsede byggepengene på grøn

Selv om det ikke skulle kunne betale sig, så kan det alligevel altid betale sig at være bæredygtig, mener KPMG. En af ganske få private bygherrer, som har valgt at bygge grønt.
De fleste byggeprojekter som hidtil er gennemført eller igangsat som grønne byggerier, har været offentlige, halvoffentlige og institutionelle byggerier.

Dermed er revisionspartnerselskabet KPMG en af ganske få private bygherrer, som har bekendt grøn kulør, da man i 2011 åbnede sit nuværende hovedstadsdomicil, som ligger i et nybyggerkvarter på Frederiksberg nær Flintholm Station, hvor der både kører metrotog og s-tog.

Og det har KPMG ikke fortrudt, fortæller Søren Sønderholm, som er byggeriansvarlig for KPMG og selv revisorpartner i huset. Han er overbevist om, at det er en god investering "selv om vi altså ikke på revisormanerer har banket tallene op imod hinanden og slået to streger under", som han siger.

Masser af energibesparelser
Han erkender, at byggeriet har været dyrere, end hvis man projekterede byggeriet til at være så billigt som muligt. Og revisoren erkender også, at der ikke findes et regnestykke, som helt nøjagtigt viser, at der på langt sigt er bedre økonomi i at bygge bæredygtigt.

- Det hele er indgået i en samlet vurdering, siger han.

Huset er for eksempel opført, så overfladen ud mod omgivelserne er mindst mulig i forhold til indearealerne, og det indebærer en masse energigevinster.

- Der er mindre varme, der forsvinder om vinteren, og mindre varme der trænger ind om sommeren, fortæller han.

Al energiforbrug er reguleret centralt i bygningen. Mængden af sollys er for eksempel afgørende for, hvor meget kunstigt lys, der er tændt for.

- Så der er slet ingen lyskontakter i huset. Det elektriske lys agerer på, hvorvidt der er mennesker til stede i bygningen.

Kollektiv transport har grøn værdi
Placeringen har også betydning for, i hvilken grad man kan opnå grønt stempel, og placeringen tæt på Flintholm Station er også rent kræs for både virksomheden og for miljøet.

- Det var langt fra den billigste grund, vi kunne finde, men det er perfekt for vores virksomhed. Med metroen kan man komme langt hurtigere til lufthavnen, end man kan i bil, og vi bor kun to metrostop væk fra CBS (red. Copenhagen Business School), siger han.

- Det gør at vi kan tiltrække de dygtigste medarbejdere, som kan skabe større plus på bundlinjen. Det er ikke noget, man lige kan udregne på bagsiden af en serviet, men det har helt sikkert en effekt.

Søren Sønderholm er selv fast i troen på, at grønt byggeri samlet set gavner forretningen. Men skulle et regnestykke vise, at KPMG har spenderet lidt ekstra og dermed givet en omgang til miljøet, så vil han ikke ærgre sig.

- Jamen vi vil gå meget langt for miljøet omkring os, for vi er selv en del af miljøet omkring. Vi tager gerne et stort ansvar for omgivelserne, for fungerer de ikke, så fungerer vi heller ikke.

Artiklen er en del af temaet Miljøbyg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079