Slår knude på særlig renovering af gammel tobaksfabrik
Den gamle tobaksfabrik på Strandvejen i Aalborg har gennemgået en stor renovering og er blevet omdannet til 65 lejligheder, der nu står klar.
Det er C.W. Obel Ejendomme, der står bag projektet, med HP Byg som totalentreprenør, og der er tale om den første svanemærkede renovering i Jylland. Projektet har haft fokus på at bevare den oprindelige konstruktion og samtidig sikre en reduceret miljøbelastning og mindsket energiforbrug.
- Med Svanemærket er vi blevet udfordret til at tænke på en helt ny måde, og det har stillet store krav til os og vores leverandører, udtaler Michael W. Henriksen, afdelingschef for C.W. Obel Ejendomme i Aalborg, i en pressemeddelelse.
C.F. Møller Architects og Brix & Kamp har tegnet og projekteret, og der er taget udgangspunkt i, at bygningen er klassificeret som bevaringsværdig.
Bygningens bærende dele består af søjler og bjælker i beton, og i det oprindelige udtryk er de ført med ud i facaden, så de indrammer de store vinduespartier.
Certificeringen med Svanemærket betyder, at ObelHus kan dokumentere et lavt energibehov og godt indeklima. Derudover har bygningen under selve renoveringen levet op til skrappe krav til eksempelvis genanvendelse og affaldshåndtering.
De 65 nye boliger forventes indflytningsklar ved udgangen af 2024.