Høje husbygger-renter og flytning gav skuffende år hos leverandør: - Dybt beklageligt
2024 er blevet til 2025, og mens man hos befæstigelsesproducenten Simpson Strong-Tie har sat prop i champagneflasken og pakket nytårshatten væk, har man i samme ombæring fundet håbet frem.
Efter et mildt sagt udfordrende 2024 tør man atter håbe på bedre tider oven på et år, hvor en af virksomhedens kernekompetencer i form af husbyggeriet, har været ramt af stigende renter og inflation.
Derudover er Simpson Strong-Tie flyttet ind i nye faciliteter i Horsens, hvilket også har medført produktionsmæssige udfordringer for virksomheden, der er leverandør af bygningsbeslag til bærende trækonstruktioner.
Adm. direktør Kasper Bregendahl erkender, at overgangen har medført vanskeligheder.
- Flytningen til vores nye, automatiserede fabrik er en milepæl for os, men den har desværre ikke været uden tekniske problemer i produktionen og på lageret. Det er dybt beklageligt, at vi ikke har kunnet leve op til vores sædvanligt gode leveringsevne, siger Kasper Bregendahl i en forberedt kommentar.
Skal lære af 2024
For at adressere disse udfordringer har virksomheden implementeret flere tiltag, herunder øget bemanding i produktionen og intensiveret indsatsen for at genoprette leveringssikkerheden. Desuden har man udskudt flytningen af det norske lager til Danmark sidste kvartal af 2024 til første kvartal af 2025.
Og kombineret med aftagende inflation, faldende renter og forventninger om øget byggeaktivitet i det nye år tillader Kasper Bregendahl sig at være optimistisk.
Nu handler det om at vende sidste års skuffelse til lærdom og succes.
- Jeg ser et tabt salg som en indikation af, at vi kan blive bedre, og det er derfor en lærings- og vækstmulighed. Vores kunder sørger for, at vi holder os skarpe og bliver endnu bedre til at imødekomme deres behov. Derfor kan vi i dag konkurrere på så meget mere end prisen, og vi arbejder tæt sammen med kunderne for at kunne gøre en reel forskel hos dem, siger Simpson Strong-Tie-direktøren.
Nyt IT-system
Indtil videre har man benyttet markedsnedgangen til at styrke sin position ved at fokusere på kundetilpasning og udforskning af nye markeder. Et nyt fælles it-system er implementeret for at forbedre lagerstyring på tværs af landegrænser.
Virksomheden planlægger at forstærke alle afdelinger i Norden og udnytte det nye it-system fuldt ud og tiltrække nye kunder i regionen.
- Med det nye system kan medarbejderne bl.a. tjekke lagerstatus på tværs af landegrænser, og dermed bliver varerne tilgængelige for alle markeder, slutter Kasper Bregendahl.
Simpson Strong-Tie, der blev stiftet i 1956, er producent og leverandør af befæstigelsesprodukter til byggebranchen.