Tilfredshed er en relativ størrelse. Man kan være tilfreds med, at et resultat blev godt eller bedre end forventet. Hos underleverandøren NG Metal er man tilfreds med, at det ikke gik værre. Sådan siger medejer og salgsdirektør Regner Ditlev Dahl om virksomhedens årsregnskab.
- Vi er godt tilfredse med resultatet, når man ser på, hvordan året begyndte. Vi har været påvirket af høje fragt- og materialepriser og vi så faktisk ind i et lidt kritisk budget ved årets begyndelse. Men det er lykkedes os at styre godt igennem, siger Regner Ditlev Dahl.