50 millioner kroner kan bane vej for ny byggeopgave på heden

Et nyt videns- og oplevelsescenter til op mod 50 millioner kroner er på tegnebrættet ved Kongenshus Hede. Projektet er sendt i idéhøring frem til den 22. maj.
Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Planen er at opføre Hedens Hus – en moderne bygning i traditionelle materialer som træ og stråtag – på Nygårdsmark 12 ved Kongenshus Hede. Bygningen skal rumme udstillinger og oplevelsesbaseret formidling om blandt andet hedelandskabets dannelse, kartoflens historie og kartoffeltyskernes indvandring.
– Der er rigtig meget materiale omkring kartoflen, som ikke er bred viden i dag. Derfor gav det god mening også at få historien om hedens opdyrkning og geologien med, har tidligere turistchef Britta Leth udtalt til Viborg Stifts Folkeblad.
Hun står i spidsen for projektet sammen med Ove Kloch, tidligere direktør for Hedeselskabet og tidligere formand for Kongenshus Mindepark, samt journalist Jesper Overgaard. Bag dem står desuden syv bestyrelsesmedlemmer i Foreningen til støtte for Hedens Hus, som blev stiftet i marts.
Området er i dag ikke lokalplanlagt, og idéfasen skal danne grundlag for en ændring af kommuneplanen og udarbejdelsen af en ny lokalplan, der åbner for byggeriet. Først herefter kan kommunalpolitikerne tage stilling til, om projektet skal føres videre.
Hvis alt går efter planen, kan første spadestik tages i 2026 med henblik på åbning i maj 2027. Det samlede budget ligger på mellem 40 og 50 millioner kroner, og centret forventes at tiltrække 20.000 gæster det første år.