Et ændret strategisk fokus har medført vækst og øget indtjening hos HPH Totalbyg. Virksomheden hentede før i tiden omkring 90 procent af sin omsætning inden for landbrugsbyggeri, men med krisen i landbruget blev kursen i 2009 drejet i retning af kontor- og industribyggeri.
Denne del af forretningen udgør i dag 80 procent, og omsætningen er siden 2009/10 øget fra 36 til 76 mio. kr. Salgschef og indehaver Jacob Westergreen peger selv på kvalitet og styring som årsager til, at firmaet er vokset så markant.
- Planlægningen er nøglen til et rationelt byggeprojekt, og egenproduktion er vores opskrift på et vellykket projekt. Byggeledelsen er tæt på de projekterende og en lille, effektiv organisation, siger han.
Fremgangen kan også aflæses på bundlinjen, hvor det efter to år med røde tal er lykkedes at lave overskud på henholdsvis 2,5 og 2,3 mio. kr. efter skat i 2011/12 og 2012/13.
HPH Totalbyg er for øjeblikket entreprenør på byggeriet et nyt 4.200 etagemeter stort domicil for LaserTryk.dk i Skejby. Projektet til 22 mio. kr. vil være klar til aflevering midt i februar næste år.
