Ny robot kan overtage de tunge løft

Allerede om et par år kan stilladsarbejdere komme til at møde en helt ny type kollega i skurvognen, nemlig robotten Genio.
Robotten er designet til at montere og samle stilladser, og det er stilladsproducenten Peri, som sammen med forskere fra blandt andet Syddansk Universitet har stået for udviklingen.
Målsætningen er, siger partnerne, at skabe et nyt værktøj til stilladsarbejdere, som gør deres arbejde sikrere, mindre slidsomt og hurtigere, og som derved også adresserer manglen på kvalificeret arbejdskraft.
- Vi udvikler robotten for at gøre det fysisk krævende stilladsarbejde på byggepladser nemmere og sikrere. Det tætte samarbejde mellem mennesker, robotter og maskiner kan desuden gøre noget ved den mangel på faglært arbejdskraft, vi ser i byggebranchen, siger Peter Rübel, der er Senior Business Development Manager i Peri, i en pressemeddelelse.
Genio er en mobil robot udstyret med to robotarme, der kan montere og samle stilladser. Stilladsarbejderen designer først en 3D-model af stilladset og fastlægger monteringsrækkefølgen, hvorefter Genio klarer alle de tunge løft. Gennem hele processen bevarer stilladsarbejderen kontrollen og kan løbende koordinere og justere arbejdet via tablet eller smartphone.
En svær opgave
På Syddansk Universitet er det professor Christian Schlette, leder af Center for Large Structure Production (LSP), som har ledet forskningsgruppen.
Og der er en god grund til, at ingen førhen har lavet en stilladsrobot, fortæller han. For det er ikke nogen nem opgave.
- Stilladsarbejde foregår oftest udenfor, så robotten skal kunne operere i omskiftelige miljøer. Den skal være meget mobil, og så skal den kunne håndtere stilladselementerne, som ikke nødvendigvis er 100 procent ens, men kan have små hakker og buler efter mange års brug, siger Christian Schlette.
- Det er alt sammen egenskaber, som ligger meget tæt på det, kun mennesker er dygtige til.
At det nu alligevel er lykkedes, skyldes selvfølgelig den teknologiske udvikling, men især det tætte samarbejde mellem forskerholdet på tværs af Europa, mener professoren.
- Vi kunne kun gøre det her på grund af alle partnerne, som alle er eksperter inden for hver deres område. Og så på grund af Peri, som har været åbensindede og klar på at udvikle noget helt nyt, siger Christian Schlette.
Skal testes i virkeligheden
Lige nu er Genio stadigvæk på prototypestadiet. Robotten blev første gang præsenteret for byggebranchen ved den store byggemesse Bauma i München i april 2025.
Partnerne har nu igangsat endnu et 3-årigt forskningsprojekt, hvor planen er at teste robotten på virkelighedstro testbyggepladser.
- I løbet af de næste par år vil vi – i tæt samarbejde med vores kunder og forskningskonsortiet – videreudvikle robotten, så den bliver klar til at komme på markedet, forklarer Oliver Schilling, Scaffolding Automation Specialist hos Peri.