23948sdkhjf

Entreprenører samler kræfterne: - Det handler ikke bare om at vokse

To midtjyske entreprenørvirksomheder slår pjalterne sammen

52 år efter han grundlagde virksomheden, giver Kaj Ove Madsen nu slip på ejerskabet i Kaj Ove Madsen A/S.

Den Skive-baserede entreprenørvirksomhed lægges således sammen med entreprenør- og tømrervirksomheden Gjerulff & Lassen, mens Kaj Ove Madsen i stedet fortsætter som aktivt bestyrelsesmedlem.

- Kaj Ove har bygget meget mere end huse – han har bygget et brand, en kultur og et ry for kvalitet og pålidelighed. Det er en arv, vi ønsker at bære videre og udvikle, udtaler Martin Finderup, direktør hos Kaj Ove Madsen, i en pressemeddelelse.

Ejerskabet bliver ligeligt fordelt mellem de to parter, så Martin og Pia Finderup ejer 50 pct. af den samlede forretning, mens Kim Lassen og Vilhelm Gjerulff ejer de resterende 50 pct. Den daglige ledelse vil bestå af Martin Finderup, Kim Lassen og Vilhelm Gjerulff. Pia Finderup fortsætter som økonomichef.

En naturlig udvikling

Sammenlægningen kan ifølge parterne også ses som led i en naturlig udvikling hen imod et senere skifte i ledelse og ejerskab. Her ligger fokus på at videreføre det værdisæt og den faglige tilgang, der har præget virksomheden, med en øget opmærksomhed på bæredygtighed og ansvarligt byggeri.

- Det handler ikke bare om at vokse. Det handler om at finde nogen, man deler værdier med – og som vil være med til at bygge en sund forretning, hvor både kunder og medarbejdere bliver mødt med ordentlighed, faglig stolthed og ambitioner, siger Martin Finderup.

GJERULFF & LASSEN A/S
Regnskabsår 2024 2023 2022
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 19,6 18,9 12,5
Resultat af primær drift 3,5 4,9 1,9
Resultat før skat 3,5 4,8 1,9
Årets resultat 2,8 3,7 1,5
Balancestatus 15,3 18,8 11,3
Egenkapital 8,6 8,3 5,6
Antal ansatte 24 21 18
Kilde: CVR

En stærkere arbejdsplads

Kunderne vil fremover møde én samlet virksomhed med tømrer-, murer- og betonarbejde under samme tag, mens medarbejderne får adgang til et setup med forbedret arbejdsmiljø og flere udviklingsmuligheder.

En ny arbejdsmiljøorganisation bliver etableret, og alle de omtrent 30 medarbejdere fra Gjerulff & Lassen flytter fysisk sammen med de ca. 40 nye kolleger i Kaj Ove Madsen A/S’ nuværende domicil på Bjørnevej i Skive.

- Vi ønsker at skabe en stærkere arbejdsplads med flere muligheder – både for vores kunder og for vores medarbejdere. Ved at samle vores kræfter får vi bedre systemer, hurtigere eksekvering og en sundere hverdag – uden at gå på kompromis med det menneskelige, udtaler Vilhelm Gjerulff.

Kaj Ove Madsen, der nu giver slip på ejerskabet, glæder sig over, at hans navn vil leve videre i branchen.

- Det er noget særligt at se sit livsværk blive ført videre. Jeg startede med én mand og en idé i 1973 – og nu står vi her. Jeg har aldrig haft de store forkromede planer, men vi voksede stille og roligt, fordi vi gjorde os umage, holdt det, vi lovede, og brugte gode materialer. Det er jeg stolt af, lyder det fra stifteren.

KAJ OVE MADSEN A/S
Regnskabsår 2024 2023 2022
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 18,1 7,6 4,6
Resultat af primær drift 12,1 2,6 0,2
Resultat før skat 12,6 2,9 0,7
Årets resultat 9,8 2,2 0,5
Balancestatus 51,9 28,9 22,7
Egenkapital 20,0 12,4 11,2
Antal ansatte 29 26 26
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062