Arbejde med asbest kræver fremover, at ansatte ude i byggeriet i endnu flere tilfælde end tidligere har gennemført en asbestuddannelse. Arbejdstilsynet har nemlig skærpet reglerne for arbejdet med materialet yderligere.
Hos Dansk Håndværk bliver ændringen kaldt "overraskende".
Organisationen oplyser i en pressemeddelelse, at ændringerne træder i kraft fra den 21. december 2025 og betyder, at kravene til asbestuddannelse nu udvides til også at gælde ikke-autorisationskrævende opgaver.
Det gælder blandt andet, hvis man skal nedtage enkelte asbestholdige tagplader, reparere fliser, der er fastgjort med asbestholdig fliseklæb eller arbejde med rørbøjninger, der har asbestholdig isolering.
Også opgaver som rengøring af asbeststøv, fjernelse af forurenet materiale og prøvetagning vil fremover kræve uddannelse.
Ifølge Dansk Håndværk påvirker de nye krav ikke de medarbejdere, der allerede har gennemført uddannelsen i nedrivning af asbestholdigt materiale.
Organisationen understreger, at det fortsat er arbejdsgiverens ansvar at sikre både uddannelse og tilstrækkelig oplæring i det konkrete arbejde.
Arbejdsgiveren skal desuden løbende vurdere behovet for genopfriskning af medarbejdernes kompetencer.