23948sdkhjf

NCC opfører kontorbygning for Sanistål

Saniståls nye administrationsbygning i Aalborg opføres med en tidssvarende blanding af celle- og storrumskontorer.
Saniståls nye administrationsbygning i Aalborg opføres med en tidssvarende blanding af celle- og storrumskontorer.

NCC er valgt som hovedentreprenør, og de er gået i gang med at fjerne forurenet jord fra grunden, der tidligere har været losseplads. Foreløbig er der kørt 700 tons jord bort fra pladsen, og der skal formentlig fjernes lige så meget, før selve byggeriet kan gå i gang.

Sanistål i Aalborg har brug for mere plads til de medarbejdere, som beskæftiger sig med administration, salg og logistik. Derfor bliver hovedsædet i Aalborg udvidet med en ny selvstændig administrationsbygning med plads til en kombination af almindelige kontorer, moderne storrumskontorer, mødelokale og IT-funktioner.

Den nye kontorbygning placeres i naturlig forlængelse af den eksisterende byggelinje parallelt med Hattemagervej. Kontorhuset opføres i to etager med facadebeklædning af pulverlakerede facadekassetter i stål eller aluminium.

Bygningen får et enkelt og let udtryk takket være de store glaspartier ud mod Hattemagervej, der er ankomstvejen til Sanistål. Som solafskærmning anvendes solfilter i vinduesglasset samt udvendige solskærme, der integreres i facaden.

Der bliver plads til 60 kontorarbejdspladser i den nye administrationsbygning. På hver etage indrettes ni kontorer på 14 kvadratmeter samt et 266 kvadratmeter stort åbent kontor. På førstesalen bliver der desuden plads til møderum.

Indgang og diverse birum - kopirum, toilet og depot - placeres i en kerne, der samtidig bliver indretningens arkitektoniske bindeled. Birumskernen går på tværs af de to etager, og kan via trappeskakten følges i hele bygningens højde.

NCC opfører og indretter bygningen under hensyntagen til dens kommende funktion som kontorarbejdsplads. Alle indvendige vægoverflader sandspartles, filtarmeres og males for at sikre et optimalt akustisk arbejdsmiljø.

Fakta om Saniståls nye kontorbygning:

Beliggenhed: Håndværkervej 14, 9000 Aalborg
Bygherre: Sanistål
Hovedentreprenør: NCC Construction Danmark A/S
Kontraktsum: 10,8 mio. kr.
Arkitekt: Arkitektfirmaet C. F. Møller
Rådgivende Ingeniør: Lindgaard Christensen ApS
Samlet byggeri: 1.000 kvadratmeter
Heraf kælder: 100 kvadratmeter
Byggeperiode: 27. januar 2005 - september 2005

Kilde: NCC

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078