Det planlagte hotel på havnen i Sønderborg får 210 senge med tilhørende 6.900 m2 waterpark og vil i byggeperioden give beskæftigelse i cirka 160 i 2½ år.
- Projektet koster private investorer cirka 600 mio. kr., så projektet vil give daglig beskæftigelse til i gennemsnit 160 rådgivere, underleverandører og håndværkere i de to et halvt år, som byggeriet vil strække sig over, oplyser administrerende direktør Michael Saxtorph, Sønderborg Havneselskab.
.
Han glæder sig til nu at præsentere offentligheden for flere af projektets detaljer. Det sker i det materiale, som byrådet og derefter offentligheden nu kan forholde sig til i det kommende lokalplanarbejde, og det vil ske på et informationsmøde i december.
- Vi har indhentet informationer fra andre store hotel- og waterparkprojekter for at få viden om de sidegevinster, der er. Og borgere, erhvervsliv og kommune kan se frem til helt kontante fordele i form af flere turister, mere handel i butikkerne, større beskæftigelse og et bedre skatteunderlag, lover Michael Saxtorph.
Store forventningerHotellet ventes at få omkring 94.000 gæster på årsbasis. Det svarer til ekstra 260 ekstra borgere i Sønderborg hver dag. En tredjedel vil være forretnings- og konferencegæster.
Waterparken forventes at få 240.000 besøgende på årsbasis. I gennemsnit vil hver besøgende lægge ca. 190 kroner til waterpark, wellness, fitness, restaurant mm. i forbindelse med det forventede ophold på tre til fire timer i parken.
Erfaringerne fra andre waterparker er, at en waterpark attraktion får turister til at blive en ekstra dag ved destinationen.
Sønderborg Havneselskab A/S forestår udviklingen af hotel- og waterparkprojektet. Henning Larsen Architects har tegnet projektet, og parterne i det nye sønderjyske hotelkonsortium er én af Tysklands solide internationale hoteloperatører, RIMC, og tyske Alpamare Management, som er én af de førende europæiske udviklere af waterparks. Entreprenør er A. Enggaard.