Nu får forskere og studerende på Syddansk Universitet helt nye muligheder for at udforske den fynske natur. Bikubenfonden har indgået et samarbejde med universitetet om at oprette en forsknings- og feltstation midt i fondens beskyttede naturområde Svanninge Bjerge på Sydfyn.
Den nye forsknings- og feltstation skal indeholde våd- og analyselaboratorier, forelæsningslokaler og et hus med 20 værelser til overnattende forskere og studerende. Den ventes at stå klar i foråret 2015.
Bikubenfonden bygger forsknings- og feltstationen på fondens erhvervsdrivende ejendom Høbbet og lejer den derefter ud til Syddansk Universitet. Der er således tale om en erhvervsmæssig aktivitet – ikke en fondsdonation. Der budgetteres med en byggesum på 15 mio. kr.
- Det er meget glædeligt, at vi nu kan byde forskere og studerende fra Syddansk Universitet velkommen i Svanninge Bjerge. Vi er stolte af, at universitetet har valgt netop Svanninge Bjerge og betragter det som en anerkendelse af vores flerårige indsats i området og af Svanninge Bjerges kvaliteter. Vi glæder os til at følge resultaterne af forsknings- og feltarbejdet, som med fordel kan inddrages i vores naturudviklingsprojekter i området, siger Bikubenfondens direktør Søren Kaare-Andersen.