23948sdkhjf

Teknikentreprenørerne mødes med krav om større ansvar

Opgaveudbyderne ser ofte store fordele i at samle alle risici hos teknikentreprenørerne, som i værste tilfælde kan have svært ved at håndtere de øgede risici.
Teknikentreprenørerne får stadig flere, større og mere komplekse opgaver.

Og med de bugnende ordrebøger følger et krav om, at virksomhederne tager mere ansvar og større risici i forhold til den samlede finansiering af byggeriet.

Det siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i Tekniq, i forbindelse med den analyse af branchen, som Building Supply offentliggjorde i forrige uge.

- Det med at håndtere risici er en stor udfordring. Det har tidligere givet store smæk, at en stor entreprenør er gået ned, og der er ofte tale om risici, som ikke er mulige at kalkulere. Risikoen er derfor, at teknikentreprenørerne bliver stillet over for at tage et ansvar og en risiko, som de ikke har mulighed for at afdække, siger han.

Brancheanalyse: Teknikentreprenørerne fusionerer sig til muskelstyrke

Tendensen bekræftes af Bjørn H. Krarup, der er adm. direktør i Wicotec Kirkebjerg, som tabte knap 30 mio. kr. på E. Pihl & Søns konkurs sidste år. Han støder på stadig flere opgaveudbydere, der er interesserede i at mindske spredningen af deres risici ved nybyggeri. En af de mest nærliggende muligheder er at ty til teknikentreprenører, så aktiviteterne er samlet ét sted i stedet for tre forskellige.

Wicotec Kirkebjerg har derfor taget en række forholdsregler, som skal sikre, at man ikke havner i en situation, hvor risici ender med at skygge for indtjeningspotentialet.

- Vi har lavet en intern task force, der tager sig af den slags entrepriser. Vi har simpelthen lavet en drejebog for, hvordan vi angriber entrepriser med hele processen fra udbud over udførelse til aflevering, fortæller Bjørn H. Krarup.

Brancheanalyse: Konkursernes efterskælv stiller nye krav til teknikentreprenørerne

Hos en anden stor aktør på markedet mærker man også de nye tendenser. Koncerndirektør i Kemp & Lauritzen, Allan Jørgensen, vil gerne tage en større del af ansvaret på sig, men det sker ikke uden forbehold.

- Vi er ikke interesserede i at tage alle risici selv. Nøglen for os er, at vi kun skal tage ansvar for noget, som vi kompetencemæssigt er i stand til at håndtere, understreger han.

Den positive vinkel er som nævnt, at teknikentreprenørernes opgaver til gengæld vokser i volumen.

- Mange af teknikentrepriserne overstiger nu 100 mio. kr., og det skulle man altså lede længe efter for bare 10 år siden. Førhen var det ofte sådan, at en hovedentreprenør hyrede de tre billigste virksomheder, han kunne finde, til at levere rør, el og ventilation, men det gav ingen garanti for, at de leverede den bedste løsning til sammen. I dag kan det sammenlignes med plug & play, når du køber en teknikentreprise hos den samme, store virksomhed, og man kan derfor være helt sikker på, at det hele spiller sammen, påpeger Bjørn H. Krarup fra Wicotec Kirkebjerg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141