Et Linkedin-opslag har ført til en utraditionel karrierestart for Mathilde Ester Engelund. Den nyuddannede bygningsingeniør blev nemlig kontaktet af materialeproducenten Saint-Gobain Gyproc, og en kaffeaftale udviklede sig hurtigt til et jobtilbud.
Som producent af gipsplader oplever Saint-Gobain Gyproc et stort behov for teknisk rådgivning om de mange krav, der skal opfyldes på et stort byggeprojekt og for rapporter med dokumentation til myndighederne på, at alle tekniske og miljømæssige krav er opfyldt.
Det kræver kompetencer til både at lave grundige beregninger, udarbejde dokumentation såsom SBi271 og yde ad hoc rådgivning til ingeniører, arkitekter og andre faggrupper. Kompetencer som Mathilde Ester Engelund netop besidder.
Som del af Gyprocs afdeling for Teknisk Service og Rådgivning har hun, med egne ord, fået ”en karriere med fuld fart på, en hurtig og stejl læringskurve og det perfekte arbejdsliv med kort vej fra rådgivning til resultater.”
- Beregninger og statisk dokumentation udgør en stor del af vores arbejde, og når vi arbejder sammen som et hold hos Gyproc, løser vi nogle utroligt spændende udfordringer. Der er så mange detaljer, vi skal tage højde for, og det handler ikke bare om styrke og holdbarhed, men også om komfort for dem, der i sidste ende skal bruge bygningerne, fortæller Mathilde Ester Engelund i en pressemeddelelse.
En typisk arbejdsdag for Mathilde Ester Engelund består både af ad hoc rådgivning, detaljerede beregninger og udformning af SBi271 rapporter, som kunderne skal bruge som dokumentation for myndighedernes godkendelse af de færdige byggerier.
Det er netop alsidigheden ved både jobbet og ved de mange typer af byggerier, hun kommer i berøring med, som gør den nyuddannede ingeniør glad for jobbet som teknisk serviceekspert og rådgiver.
- Jeg trives virkeligt godt med at tale med folk fra alle hjørner af byggebranchen – fra håndværkeren eller projektplanlæggeren til arkitekten, rådgiveren eller bygherren, siger Mathilde Ester Engelund