23948sdkhjf

Arkitekter vil gøre op med udbudsbureaukrati

Prækvalifikationer og konkurrencer er i alt for mange tilfælde urimeligt tunge og overdrevent bureaukratiske, lyder det fra arkitekternes brancheorganisation.
Det skal være lettere at byde ind på opgaver i byggeriet. Det er hovedbudskabet til regeringen fra arkitektforeningen Dansk Ark, før præsentationen af den byggepolitiske strategi, som ventes at blive offentliggjort i løbet af sommeren.

- Prækvalifikationer og konkurrencer er i alt for mange tilfælde urimeligt tunge og overdrevent bureaukratiske. Lange, indviklede og udpenslede konkurrenceprogrammer koster ikke alene de deltagende arkitektvirksomheder dyrt i arbejdstimer – de lægger reelt også snævre begrænsninger ned over de mulige løsninger på et alt for tidligt tidspunkt og indsnævrer kredsen af mulige bydende, lyder det fra Pia Wiberg, formand for Danske Ark og indehaver af Wiberg Arkitekter.

Byggepolitisk strategi udskudt

Det var egentlig planen, at regeringens byggepolitiske strategi skulle præsenteres af klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard i løbet af foråret, men byggeriets parter må efter alt at dømme væbne sig med tålmodighed.

Klima-, Energi- og Bygningsministeriets pressechef, Claus Kaae-Nielsen, oplyser til Building Supply, at der endnu ikke er valgt en dato til offentliggørelsen, men at det næppe kommer til at ske før ”medio 2014”.

Også energirenoveringsstrategien er forsinket og bliver næppe præsenteret før i februar eller marts. Den oprindelige udmelding var ellers, at strategien skulle lægges frem før julen sidste år.
Spild skal være proportionelt med omfang
Ifølge arkitekterne er det stadig mere kostbart og besværligt at blive prækvalificeret, fordi kravene til det materiale, man skal indlevere, vokser. Og ofte står kravenes omfang slet ikke i rimeligt forhold til bygherres behov for et beslutningsgrundlag, påpeger Pia Wiberg.

- Når så en prækvalifikation har reduceret de muligvis 40 virksomheder, der har lagt billet ind på at komme i betragtning til en konkurrence, til for eksempel 6 skal der afholdes en konkurrence blandt disse 6. Det betyder at de ressourcer, der er brugt af de 34 vragede virksomheder, er spildt. Et vist spild kan selvfølgelig ikke undgås, men husk at spildets omfang er direkte proportionalt med omfanget af arbejde der kræves for deltagelse i prækvalifikationen, siger formanden for Danske Ark.

Bedre udbud skaber mere effektivitet
Efter prækvalifikationen følger så selve arkitektkonkurrencen, hvor de udvalgte virksomheder konkurrerer om at levere det bedste løsningsforslag og om efterfølgende at få opgaven med at realisere det.

- Konkurrenceprogrammerne er ofte så lange og udførlige, at det kræver store ressourcer overhovedet at få greb om indholdet. De lægger også betydelige begrænsninger på hvilke løsninger man kan tænke sig. Og endelig skal der ofte leveres helt unødvendigt detaljerede og gennemarbejdede forslag med belysning af alle mulige aspekter på et unødvendigt tidligt tidspunkt. Det betyder at konkurrencerne reelt kun kan løftes af de særligt ressourcestærke aktører, siger Pia Wiberg.

Hun peger på, at presset ikke alene rammer arkitektvirksomhederne, men at det også må være til ulempe for de offentlige bygherrer.

- Så når byggebranchen kritiseres for sin utilstrækkelige effektivitet, så peger Danske Ark på, at udbuddenes tilrettelæggelse bærer en væsentlig del af skylden. Forhåbentlig vil regeringens byggepolitik løse udbudsproblemerne, afslutter Pia Wiberg.

Artiklen er en del af temaet Byggepolitisk strategi.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11