23948sdkhjf

Industribyggeriet er næsten gået i stå

Svag fremgang hos industriens produktion betyder i følge Dansk Byggeri, at nybyggeriet af fabrikker og værkstæder er historisk lavt.
Det går langsomt fremad med de danske industrivirksomheders produktion, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er årsagen til, at byggeriet af nye fabrikker og værksteder er faldet til et historisk lavt niveau samtidig med, at 4,1 mio. m 2 bygninger står tomme, vurderer Dansk Byggeri.

Samlebåndene på de danske virksomheder kører kun i første gear. Industriproduktionen faldt med 2,4 procent fra oktober til november 2013, og når man ser på månederne september, oktober og november under et, var der kun en vækst på 3,2 procent i forhold til månederne juni, juli og august. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

- Med den svage udvikling i industriens produktion og omsætning er der endnu ikke udsigt til en fornyet opgang i nybyggeriet af fabrikker og værksteder, som i de senere år er faldet til et historisk lavt niveau, siger chefanalytiker Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri og fortsætter.

- I 2013 blev der bygget fabrikker og værksteder for knap 1,5 milliarder kroner. Det er i faste priser 70 procent mindre end under højkonjunkturen i 2008.

Der er ikke noget at sige til, at virksomhedernes behov for nybyggeri er faldet drastisk. I takt med lavkonjunkturen er der blevet flere og flere ledige bygninger. På landsplan var der ifølge Oline-ED Statistikken pr. 1. oktober 2013 ikke mindre end 4,1 mio. ledige m 2 lager- og produktions¬bygninger. Under højkonjunkturen i sommeren 2008 var der derimod kun 1,7 mio. ledige m2, så mængden af tomme lokaler er vokset med 2,4 mio. m2.

- Da industrien gennem mange år har flyttet arbejdspladser til lande med lavere omkostninger end her i landet, er det klart, at der ikke er behov for lige så mange industribygninger som tidligere. Men det konjunkturbetingede fald i nybyggeriet siden finanskrisen slog ud i lys lue er noget større end den strukturelle tendens, hvor arbejdspladser bliver flyttet til udlandet, fortæller Finn Bo Frandsen.

I 2013 blev der påbegyndt 0,25 mio. m 2 fabrikker og værksteder mod 0,9 mio. m 2 i 2008.

- Industribyggeriet vender altså ikke foreløbigt, og det medfører, at industribygningerne bliver ældre og ældre, og dermed bliver det endnu sværere for dansk industri at kunne klare sig i den internationale konkurrence, siger Finn Bo Frandsen.

De mange ledige lager- og produktionslokaler pr. 1. oktober 2013 var fordelt med: 0,7 mio. m 2 i Region Hovedstaden; 0,5 mio. m 2 i Region Sjælland; knap 1.3 mio. m 2 i Region Syddanmark og godt 1,3 mio. m 2 i Region Midtjylland samt 0,3 mio. m 2 i Region Nordjylland.

Kilde: Dansk Byggeri

Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109