Debat: Vandet kender ikke forskel på vejsektor og vandsektor

Når regnen falder tungt over Danmark, spørger vandet ikke, om det hører til i vejbudgettet, forsyningsplanen, lokalplanen eller beredskabet.

Det finder det laveste punkt. Det løber på tværs af matrikler, kommunegrænser, vejarealer, kloakker, grøfter, byrum og tekniske anlæg. Netop derfor er klimatilpasning ikke længere en opgave, der kan løses sektor for sektor.

Det er baggrunden for samarbejdet mellem VEJ-EU og DANVA, som den 27. maj udmønter sig i konferencen Vand, Veje og Infrastruktur i Middelfart.

Det er et vigtigt initiativ, fordi det peger på en helt central erkendelse: Fremtidens klimaudfordringer rammer ikke kun vores huse og kældre. De rammer også de systemer, der får hverdagen til at hænge sammen – vejene, afvandingen, forsyningen, byerne og den kritiske infrastruktur.

Læs også Debat: Vi sender ikke folk på lederuddannelse, fordi de er dårlige til deres fag

Vi har ganske vist i mange år været vant til at tale om klimatilpasning som noget, der handler om kloakker, bassiner og skybrudssikring. Det gør det også. Men vand på vejene er samtidig et spørgsmål om trafiksikkerhed, fremkommelighed, beredskab, drift, økonomi og samfundets robusthed.

Når en vej lukkes på grund af oversvømmelse, er det ikke kun et lokalt irritationsmoment. Det kan påvirke adgang til arbejdspladser, skoler, sygehuse, virksomheder og nødtjenester.

DMI’s Klimaatlas viser, at Danmark skal planlægge efter ændringer i blandt andet nedbør, vandstand, stormflod og skybrud.

Miljøstyrelsen peger tilsvarende på, at klimaforandringer og ekstreme vejrhændelser kræver en bred indsats for at håndtere øgede vandmængder og mindske risikoen for oversvømmelser og erosion. Det er ikke fremtidsscenarier på meget lang afstand.

Læs også Debat: Asbestarbejde er ikke gør-det-selv. Det er alt for farligt

Det er vilkår, som allerede påvirker kommuner, forsyninger, vejmyndigheder og rådgivere i dag.

Derfor skal vi blive bedre til at tænke vand og veje sammen fra begyndelsen. Alt for ofte kommer klimatilpasning ind som et tillæg, når vejen, byudviklingen eller anlægget i store træk er planlagt.

Men hvis vi vil skabe løsninger, der både er robuste, økonomisk fornuftige og smukke nok til at fungere i byen og landskabet, skal vandhåndtering tænkes ind som en del af infrastrukturen – ikke som et problem ved siden af den.

Det handler ikke kun om flere rør eller større bassiner. Det handler om terræn, belægninger, grøfter, regnbede, forsinkelse, rensning, nedsivning, overløb, beredskab og drift.

Læs også Debat: Nu kan vi igen diskutere realpolitik

Det handler også om data og ansvar: Hvem ved, hvor vandet løber? Hvem ejer løsningen? Hvem betaler, når gevinsten ligger flere steder? Og hvordan sikrer vi, at en løsning i én sektor ikke skaber en ny udfordring i en anden?

Vejdirektoratet har tidligere formuleret klimatilpasning omkring vand på veje som en kombination af at håndtere, forbedre og forebygge. Den tankegang er stadig relevant, men den skal i stigende grad løftes ind i et tværgående samarbejde mellem de aktører, der hver især sidder med en del af løsningen.

Det er netop her, konferencen mellem VEJ-EU og DANVA rammer rigtigt. Vejfolkene har viden om anlæg, trafiksikkerhed, fremkommelighed, drift og vedligehold.

Læs også Debat: Sæt politisk fokus på træbyggeri

Vandsektoren har viden om afledning, rensning, forsyningssystemer, kapacitet og hydraulik. Kommunerne sidder med planlægning, myndighed, arealer og lokale prioriteringer.

Rådgivere og leverandører bidrager med metoder, modeller og konkrete tekniske løsninger. Men ingen af parterne kan løse opgaven alene.

Hvis klimatilpasning skal lykkes, kræver det, at vi går fra parallel planlægning til fælles planlægning. Det betyder, at vejprojekter, byudvikling og vandhåndtering skal tale sammen tidligere. Det betyder også, at data fra DMI,

Læs også Debat: Christiansborg spænder ben for CO2-klogt byggeri

forsyninger, kommuner og vejmyndigheder skal bringes bedre i spil. Og det betyder, at de mennesker, der arbejder praktisk med projekterne, skal have rum til at dele erfaringer – også de erfaringer, hvor løsningerne viste sig vanskeligere end forventet.

Klimatilpasning bliver ofte omtalt som en udgift. Det er det også. Men det er først og fremmest en investering i at undgå større skader, dyrere nødløsninger og svagere infrastruktur.

Når vi alligevel renoverer veje, omlægger byrum, udvider anlæg eller forbedrer afløbssystemer, bør vi spørge: Kan projektet samtidig gøre os bedre rustet til fremtidens vand?

Det spørgsmål bør stilles langt oftere. For vandet kommer. Og når det kommer, vil det afsløre, om vi har tænkt i siloer – eller om vi har bygget et samfund, hvor veje, vand og infrastruktur hænger bedre sammen.