23948sdkhjf

Tøvende vækst i byggeriet

Bygge- og anlægsbranchens omsætning på hjemmemarkedet lå i januar 2014 ca. 300 mio. kr. højere end i januar sidste år, men væksten lever ikke op til Dansk Byggeris forventninger.
Ifølge Danmarks Statistik landede bygge- og anlægsbranchens indenlandske omsætning i januar 2014 på 12,0 mia. kr. Det svarer til en stigning på 2,7 procent i forhold til januar sidste år. Men stigningen skuffer Dansk Byggeri, da mange faktorer pegede på et langt bedre udlæg på det nye år.

- Forudsætningerne var til stede. Man kan tilmed svinge sig op til at sige, at de var de bedst tænkelige. For spoler man filmen et år tilbage til januar 2013, så var det både vejrmæssigt og politisk en isvinter, der ramte byggeriet. Det var en hård vinter og Boligjobordningen var – midlertidigt viste det sig – afskaffet. I år har vi omvendt haft en mild vinter, en populær BoligJobordning og et ekstraordinært højt aktivitetsniveau med udbedring af stormskader, beretter cheføkonom hos Dansk Byggeri, Bo Sandberg, og fortsætter:

- Så når den registrerede byggeomsætning på den baggrund kun stiger med 300 mio. kr. i januar, svarende til 2,7 procent, så er det slet og ret et skuffende facit, siger cheføkonomen.

Korrigeret for sæsonudsving endte bygge- og anlægsbranchens salg på små 15,9 mia. kr. i januar 2014 mod 16,4 mia. kr. i december 2013 - svarende til et fald på 3,2 procent.

Politisk håndsrækning til de små virksomheder
Dansk Byggeri peger dog på, at de nye januar-omsætningstal skal tages med forbehold, da det indirekte skyldes den politiske håndsrækning, der blev givet til de små virksomheder med sidste års vækstpakke.

- Et af elementerne i sidste års vækstpakke var at forlænge kredittiderne for de mindste virksomheder. Det giver en likviditetsmæssig saltvandsindsprøjtning, at man kan beholde pengene længere og vente lidt med at afregne og indberette momsregnskabet. Men det kan også give slør i statistikken, siger Bo Sandberg med henvisning til, at der i sidste års vækstpakke skete en ændring, så små virksomheder med under 5 mio. kr. i årlig omsætning fra 2014 slipper med at afregne moms kvartalsvis i stedet for månedsvis.

- Det er dog ikke sådan, at de helt små virksomheders månedlige omsætning ryger helt ud af statistikken, men den baseres på et foreløbigt skøn i stedet for faktiske tal – og vil derfor blive revideret ved de kommende opgørelser, forklarer Bo Sandberg.

Det samlede erhvervsliv skuffede
Men ikke kun byggeriet skuffede. Ser man på den samlede indenlandske omsætning i erhvervslivet i januar, så faldt det med ca. 4 mia. kr. svarende til 2,0 procent i forhold til januar 2013.

- Målt på omsætning indvarslede januar altså ikke et stemningsskift, så de positive bløde økonomiske nøgletal blev kanaliseret over i højere økonomisk aktivitet på hjemmemarkedet – tværtimod, pointerer Bo Sandberg.

Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11