Danske chefer – dog ikke de tunge C20-chefer – er slet ikke så forgyldte, som man skulle tro. En undersøgelse blandt ca. 14.000 medlemmer af Ledernes Hovedorganisation viser nemlig, at danske chefer kun tjener 256 kr. i timen.
Det oplyser dagbladet Børsen i dag.
- Det er et overraskende lille beløb i forhold til, hvor meget lederne arbejder. Og det viser, at der ikke er meget hold i hysteriet omkring chefernes lønudvikling, konstaterer Svend Askær, formand for Ledernes Hovedorganisation til avisen.
Undersøgelsen beregner, hvordan den reelle løn, bonusser, aktieoptionordninger er i forhold til arbejdstiden.
Svend Askær udtaler til avisen, at han mener, at chefernes lønninger skal i vejret, hvis virksomhederne vil holde på dem.