NCC Construction Danmark er kommet ud af 2006 med et utilfredsstillende resultat. Omsætningen faldt til 5,2 mia. kr. fra 5,5 mia. kr. i 2005, og driftsresultatet faldt til et underskud på minus 28 mio. kr. fra 168 mio. kr. forrige år.
Ordreindgangen blev fastholdt på 5,5 milliarder kroner.
Efter flere år med kraftig vækst og rekordresultater i 2005, bremsede NCC Construction Danmark A/S’ økonomiske udvikling op i 2006. Årsagen er utilstrækkelig styring af et mindre antal projekter i kombination med voldsom overophedning i markedet, mangel på arbejdskraft og problemer med leverance af materialer.
- Ganske få af vores cirka 300 projekter har udviklet sig negativt og belaster regnskabet hårdt, enten i form af nedskrivninger eller direkte tab. Vi siger nu meget klart nej til nye opgaver, som vi kan forudse kan give enten os eller kunderne problemer. Samtidig har vi ændret kraftigt i vores egne procedurer og arbejdsmetoder for at sikre os, at sagerne udvikler sig til både kundernes og vores tilfredshed, siger Torben Biilmann, adm. direktør i NCC Construction Danmark og medlem af koncernledelsen for NCC AB.
Kilde: Årsregnskab for NCC Construction Danmark A/S. –