23948sdkhjf

Egedal Kommune skriver Danmarkshistorie

Egedal Kommune modtager den 26. marts 2007 Rockwool Prisen 2007 for at have taget miljøansvar som jordejer og sikret opførelsen af Danmarks hidtil største boligområde med udelukkende lavenergiboliger
Der skrives Danmarkshistorie på bolig- og energiområdet i Egedal Kommune. Kommunen har som den første kommune nogensinde i rollen som jordejer besluttet, at et helt byområde med 750 nye boliger skal opføres som lavenergiboliger, bl.a. med krav om et minimalt energiforbrug og dermed et reduceret CO2-udslip.

Dermed har kommunen gjort noget, ingen andre før har turdet, og taget ansvar i CO2 -debatten, og det belønnes nu med Rockwool Prisen 2007 på kr. 100.000, der overrækkes mandag den 26. marts kl. 15.00 på Arkitektskolen i København.

Prisen bliver overrakt af medlem af Folketinget Anne-Grete Holmsgaard (SF), næstformand i energipolitisk udvalg.

Når kommunen tager ansvar, så sker der noget
2. viceborgmester og byrådsmedlem i Egedal Kommune Willy Eliasen modtager Rockwool Prisen på kommunens vegne. Willy Eliasen var borgmester i Stenløse kommune, da de fremsynede miljøplaner for Stenløse Syd blev vedtaget af et enigt byråd i kommunen i 2004. Stenløse kommune er nu en del af den ny Egedal Kommune. Willy Eliasen siger:

- Det var klart banebrydende, at vi som enigt byråd kunne vedtage at stille energi- og miljøkrav til et helt boligområde. Med anerkendelsen fra Rockwool Prisen håber vi, at vi kan inspirere andre, idet det er en klar fordel for både borgere og miljø, at kommuner tager ansvar for at sætte grænser for byområders miljøbelastning. Selvom boligerne koster mere, sparer vores borgere penge, fordi energiregningen bliver lavere, og de opnår et bedre miljø i vores lokalområde. Og han tilføjer:

- Det, at kommunen har sat sig for bordenden og taget ansvar som jordejer, betyder, at der for alvor sker noget på miljøområdet. Alle har flyttet sig i deres opfattelse af lavenergibyggeri og blevet klogere i dette projekt: Politikere, embedsmænd, borgere, arkitekter og håndværkere.

2 mio. kWh sparet
Ved at stille krav om lavenergibyggeri spares der 2 mio. kWh energi om året og dermed reduceres CO2-udslippet væsentligt.

Rockwool Prisen på kr. 100.000 vil Egedal Kommune anvende til videndeling om Stenløse Syd med andre kommuner og yderligere dygtiggørelse på lavenergiområdet af de mange engagerede medarbejderne i Egedal Kommunes bygge- og plancenter.

Kilde: Rockwool - www.rockwool.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078