Region Syddanmark har samlet retspsykiatrien i Middelfart med 70 retspsykiatriske døgnpladser samt to almenpsykiatriske afdelinger med i alt 34 pladser. I den forbindelse har den eksisterende afdeling gennemgået en omfattende renovering og dertil er der tilføjet nye 8.500 kvadratmeter i form af en tilbygning.
Mandag klokken 11 klippes den røde snor og de nye faciliteter indvies officielt. Her er det muligt at møde blandt andre politikere, medarbejdere og repræsentanter fra byggeriet.
Arrangementet finder sted i forhal og kantine, men der vil også være mulighed for rundvisning. Adressen er Psykiatrisk Afdeling Middelfart, Østre Hougvej 70 i Middelfart.
Planen for at samle retspsykiatrien blev vedtaget af regionsrådet i december 2007 og første spadestik blev taget for godt to år siden. Creo Arkitekter har været totalrådgiver på projektet, mens 5E i Odense har været entreprenør. Den samlede byggesum beløber sig til knap 257 millioner kroner.
Afsnittet er et integreret åben/lukket afsnit og adskiller sig fra de øvrige sengestuer ved at være 2-rumsstuer og ca. 10 kvadratmeter større. Med stue og soverum, toilet og bad. Udover P5 er der fire retspsykiatriske afsnit med akutmodtagelse. På hvert afsnit er der plads til 14 patienter.
Retspsykiatri Syddanmark har afsnit med dynamisk lysstyring, dvs. at det kunstige lys’ intensitet og farve kan styres, så det understøtter behandlingen af patienter og skaber bedre arbejdsforhold for personalet.
Der er også installeret flere fysiske sikkerhedsforanstaltninger bl.a. i form af elektronisk adgangskontrol og kameraovervågning af området.