23948sdkhjf

Solcellebranchens tålmodighed opbrugt

En ny solcellemodel skulle have være godkendt i EU-systemet. I stedet bliver godkendelsesprocessen igen forlænget med nye spørgsmål til Energistyrelsen. VE-byg under Dansk Byggeri frygter tab af grønne arbejdspladser.
Det er 574 dage siden, at Folketinget lukkede den eksisterende danske solcelleordning. På det tidspunkt var det forventningen, at en ny solcellemodel ville blive godkendt af EU-kommissionen i løbet af 2013 eller senest i begyndelsen af 2014. Men nu har EU-kommissionen forlænget den langstrakte godkendelsesproces med nye spørgsmål til Energistyrelsen.

- Det sidste solcelle- og byggebranchen har brug for er det langstrakte lovkaos som regeringen, energiforligspartierne og EU i forening har skabt om de fremtidige rammebetingelser for den decentrale vedvarende energi i Danmark, siger Signe Antvorskov Krag, der er formand for VE-Byg under Dansk Byggeri.

I solcellebranchen er tålmodigheden spændt til bristepunktet, efter at branchen tilbage i 2012 fik hevet tæppet væk under sig, da folketingets energiforligspartier valgte at nedlægge den eksisterende EU-godkendte solcelleordning - uden umiddelbart at erstatte denne med en ny model. Den nye solcellemodel skulle nemlig først godkendes i EU efter statsstøttereglerne, og det har byggebranchen nu ventet på i over halvandet år.

Ønsker klarhed på tre punkter
- I al den tid har branchen naturligvis kørt på pumperne og ventet på en afklaring. Nu skal vi så igen væbne os med tålmodighed, da godkendelsen trækker yderligere ud, siger Signe Antvorskov Krag, som ridser solcellebranchens behov op i tre punkter:

For det første at branchen bør have krav på at få at vide, om EU-kommissionen kan og vil godkende den danske solcellemodel. Hvis EU ikke godkender solcelleloven, har branchen ventet forgæves i to år.

For det andet at få løst problemerne for de kommuner, der er kommet i klemme med deres solcelleanlæg, fx ved at sikre en reel ligestilling mellem kommuner, staten og regioner og dispensere fra det ensidige krav til kommunale anlæg om, at de skal udskilles i selvstændige selskabskonstruktioner. Et krav, der er en betingelse for, at de kan nettoafregne deres solcellestrøm.

Endelig for det tredje skal der findes en løsning for den lange række af markedets aktører, der har udnyttet de mere end et år gamle overgangsbestemmelser. Der er på baggrund af disse net-tilsluttet over 100 MW – altså anlæg, der kan opnå pristillæg, hvis de lever op til lovkravene.

- Desværre har regeringen valgt at sætte solcelleområdet på stand-by, til der foreligger en EU-godkendelse. Det er et rent politisk valg, da der ikke er noget til hinder for, at anlæggene får en betinget godkendelse af Energinet alene med forbehold for EU-godkendelsen, så der i det mindste skabes klarhed på dette punkt, siger Signe Antvorskov Krag.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.334