Stark Bjerringbro siger goddag til trælastdirektør Helge Østergaard og farvel til Lars Thorstensen. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Den nye mand i direktør-stolen i Bjerringbro kommer fra en lignende stilling hos Stark Silkeborg.
- Nu har jeg været ansat på den samme arbejdsplads i 15 år i Silkeborg og direktør for virksomheden siden 2006. Tiden er derfor inde til at prøve noget nyt. Men nu er det sådan, at Stark har kørt et forsøg med direktør-rokader på Sjælland, og det har vi høstet rigtig gode erfaringer med. Så nu ruller vi også det koncept ud i Jylland, og pludselig opstod muligheden her i det midt-østjyske. Det betyder, at vi er fire direktører, der nu rokerer til nye afdelinger, siger Helge Østergaard om sit nye job til Viborg Stifts Folkeblad.
De nye idéer, direktør-rokaden skal bringe med sig, vil i Bjerringbro både komme til udtryk på måden, man griber salg an på, og hvordan byggemarkedet rent fysisk er indrettet.
Helge Østergaard har således planer om at være mere opsøgende i salgsarbejdet for at få fat i nye og tidligere Stark-kunder, som er gået til konkurrenterne.
Samtidig vil den nye trælastdirektør tilpasse de fysiske rammer i Bjerringbro, som stadig er præget af, at her var en stor trælasthandel, inden Stark centraliserede den del af forretning.
