Inwido har på det seneste arbejdet målrettet på at gøre virksomheden, der blandt andet ejer en række brands i Danmark, klar til en børsnotering. Og den ser nu ud til at blive en realitet. Ledelsen i Inwido har således ansøgt om at få selskabets aktier på NASDAQ OMX Stockholm, hvor Inwido-aktierne forventes at kunne handles fra 26. september.
- En børsnotering passer godt ind i den fase, vi er i nu. Vi er profitable markedsledere, der ser frem til at udvikle os yderligere – nu i et børsnoteret miljø, siger præsident og CEO i Inwido, Håkan Jeppsson, og tilføjer:
- Vi synes, vi er godt forberedt til et opsving på markederne. Vi er lige nu den største spiller, når det handler om vinduer i Europa, og vi har adskillige kendte, lokale brands i vores produktportefølje.
Også Inwidos bestyrelsesformand ser en børsnotering som det næste logiske skridt for den svenske vindueskoncern.
- Det er tid til, at Inwido skal præstere i et børsnoteret miljø. CEO Håkan Jeppsson og hans team har både evnerne og erfaringen fra offentlige markeder til at gennemføre det næste skridt i forretningsplanen. Planen har fokus på løbende forbedringer af driften og fortsat vækst på de stærke hjemmemarkeder i Norden og udvalgte europæiske markeder, siger Arne Frank, bestyrelsesformand i Inwido.
I første halvår 2014 udgjorde Inwidos omsætning 2,208 milliarder svenske kroner og et resultat af primær drift (EBITA) på 155 millioner svenske kroner.
